at han kunde begynde at iføre sig nogle rene Klæder.
— Det maa være Din spøg, mente Harald Brede, har Du Beviser.
— Ja, jeg har et meget vigtig Indicium.
— Hvad er det for et Indicium?
— Den Omstændighed, at han ikke har assureret.
— Hoho, Du sætter jo Sagen fuldstændig paa Hovedet.
— Meget muligt, sagde Gribb, jeg vil bede Dig om at lade Skomageren komme ind i en af Forhørsretslokalerne. Jeg agter at spørge ham om noget.
— Det skal jeg snart besørge. Saa tror jeg at Du vil faa det bedste Indtryk af ham. Jeg synes nærmest Synd paa ham, Stakkar.
— Javel, men gjør nu som jeg har sagt. Jeg kommer om nogle faa Minutter.
— All right.
I Døren vendte Harald Brede sig om og sagde:
— Det er sandt. Jeg har havt et Besøg her for en halv Times Tid siden.
— Af hvem.
— Af den smukke Frøken Velinder. Hun var nu begyndt at bli urolig for sin Fader igjen. Er Du kommet paa Spor efter ham.
— Nei. Er noget hændt i hendes Leilighed.
— Nei, ikke det allerringeste. Ingen af Ingeniørerne har ladet høre fra sig og heller ikke hendes Far. Jeg bad hende komme igjen i Eftermiddag. Maaske kunde hun da faa vide Nyheder.
Knut Gribb saa lunt paa sin Kollega.
— Hvem skal hun saa henvende sig til? spurgte han.
— Tja, til Dig.
— Eller Dig? spurgte Gribb og smilte.
Harald Brede vinkede afværgende med Haanden og forsvandt.
Imidlertid lagde Knut Gribb den sidste Haand paa sit Toilette.
Der var nu intet andet Spor igjen efter Branden uden nogle svedne Buster i hans Haar og i hans Øienbryn.
Knut Gribb gik ind i Forhørsretslokalet.
9. Kapitel.
Manden som ikke vilde vaske sig.
Knut Gribb tog Plads ved et stort Bord og Harald Brede førte Skomageren frem for ham.
— Se her er Skomageren, sagde han, udspørg ham nu om Branden.
— Deres Navn? spurgte Gribb.
— Kristian Bille, Skomager.
— Hvor er De født?
— I Fredriksstad.
— Men De maa ha bodd i Sverige. De taler jo næsten svensk.
— Ja, jeg har bodd i Sverige i to Aar.
— Hvorlænge er det siden?
— Jeg kom her til Kristiania den 24de April ifjor.
— Har De Familie her i Byen?
— Nei, ingen Familie.
— Men saa har De vel nogen Bekjendte?
— Nei, ikke nogen særlig. Jeg omgaaes ingen.
Naar aabnede De Skomagerbutik her i Byen?
— Ja, det er nok ikke mer end to og en halv Maaned siden, Herr Politifuldmægtig.
— Havde De Kapital at begynde med da?
— Jeg fik laant fem hundrede Kroner af en svensk Ven, som opholdt sig i Kristiania paa Gjennemreise.
— Naa, saaledes. Og hvad hed denne elskværdige svenske Ven?
Skomageren opgav et Navn og et Stockholmsk Gadenumer.
— Havde De Værksted ogsaa?
— Ja, et lidet Reparationsværksted ved Siden af. De ved, i et saadant Strøg, som Sagene er, maa man ogsaa finde sig i at tage imod Reparationer.
— Var De ganske alene i Forretningen?
— Ja, naar jeg undtar, at jeg havde en liden Visergut til at gaa med Regninger.
— Hjalp han Dem ikke ogsaa med Arbeidet?
— Nei.
— Men kunde De virkelig klare at passe Butikken og Værkstedet paa en Gang?
— Ja, bevares. Jeg er meget arbeidsom, skal jeg sige Dem. Men nu har jeg desværre mistet alt mit. Det blev et haardt Slag for mig.
— Branden opstod altsaa hos Dem?
