— —
16 DE FIRE ILDEBRANDE
— Hvad ialverden vil da den store Mand mig? Nu, ja, vi faar se.
Bed Hr. Direktøren komme ind, sagde han til Konstabelen, som straks fjernede sig for at udføre hans Ordre.
Nogle Minutter efter traadte den store Mand ind — Chefen for et af Landets største og mægtigste Brandassuranceselskaber.
Knut Gribb kastede et Blik paa Uret.
Klokken var endnu ikke to.
Han saa paa Direktørens Ansigt, at noget alvorligt var paafærde.
— Hvormed kan jeg staa til Tjeneste spurgte Knut Gribb, da Direktøren blev staaende stille uden at sige noget.
— Naa, saa det er Dem, som er Detektiven, sagde Herr Jernvik, ja, det er Dem jeg vil tale med.
Samtidig saa han spørgende paa Harald Brede.
Denne forstod Vinket og gik ud af Døren, idet han blinkede til Knut Gribb.
Direktøren tog Plads, trak sine Handsker langsomt af og sagde:
— Det er en mærkelig Historie, som har ført mig til Dem.
Knut Gribb kvakk i og udbrød uvilkaarlig:
— Den Tredie!
— Hvadbehager spurgte Direktøren forbauset.
— Intet, svarede Detektiven, vil De behage at fortælle mig, hvorfor De beærer mig med et Besøg. Jeg er lutter Øre.
Men han havde tænkt paa, at det var tredie Gang et Menneske var kommet ind paa hans Kontor denne Formiddag og havde begyndt saaledes:
— Jeg har en mærkelig Historie at fortælle...
6. KAPITEL.
Assurancedirektøren.
— Jeg havde tænkt at bede Dem komme ned paa Selskabets Kontor, begyndte Direktøren, hvor jeg har alle Dokumenterne liggende i Original, men jeg fandt det fornuftigst at henvende mig paa De res Kontor. Det vækker ogsaa mindst Opmerksomhed.
Knut Gribb bøiede sit Hoved svagt som Tegn paa, at han var enig i den store Mands Anskuelse.
— Gjetter jeg galt? spurgte han, naar jeg mener, at det er Mistanke om begaaede Ildspaasættelser, som fører Dem til mig
— Nei, De gjetter fuldstændig rigtig.
Direktøren trak frem nogle Papirer, som han ivrig begyndte at studere.
— Jeg ved ikke om De har lagt Mærke til, at paafaldende mange og store Ildebrande i den sidste Tid har hærjet her i Kristiania.
Disse Iddebrande har hidtil kostet vort Selskab store Beløb.
Nu kan det jo hænde, at det hele skyldes Tilfældighedernes Spil, skjønt det synes utrolig, at ødelæggende Ildebrande kan komme saadan Slag i Slag.
— Men det forekommer mig dog, indvendte Gribb, idet han aabnede en Mappe indeholdende de sidste Brandrapporter, at der ikke ved disse Dages Idebrande har været nogetsomhelst mistænkeligt.
— Ganske vist ikke, svarede Direktøren, man har ikke fundet noget mistænkeligt. Det har De Ret i. Jeg har imidlertid faaet den Tro, at ikke alt er, som det skal være.
Jeg er nemlig en gammel fin tæftende Ræv i saa Henseende skal jeg si Dem. Jeg har ikke for intet i firti Aar af mit Liv havt med Brandassuranceselskaber at gjøre.
— Men støtter Direktøren denne Antagelse, eller Mistanke, paa noget bestemt. — Ikke paa noget haandgribeligt.
— Er der noget mistænkeligt ved de Personer, hos hvem Ilden er opstaaet.
Direktøren vred paa sig lidt.
— Tja, hvad skal man sige, mumlede han, det er sandelig ikke godt at sige. Jeg kjender Dem virkelig ikke.
— Da blir det hele noget vanskeligt, mente Knut Gribb. Han tog et Stykke Papir frem og begyndte smilende at læse af en Brandrapport.
— se nu paa denne her, sagde han, det er den sidste Brandrapport fra Branden inat oppe paa Grünerløkken.
— Inat? De mener igaaraftes»
— Nei, ja, gjerne det, svarede Gribb. Klokken var forresten over elleve.
— Det har sin Betydning, det har sin Betydning, gryntede Assurancedirektèeren. Han sad
