———— A
14 DE KIRE ILDERBRANDE
Y —
vedet efter Slaget. Forinden han ret vidste Ordet af det, var Ingeniøren forsvundet.
Paa samme Maade gik det med hans Kollega, Harald Brede, som desuden var hindret af den tunge Propritærforklædning.
Efter nogle Minutters frugtesløse Antrængelser mødtes de igjen udenfor Skomagerbutiken.
Den unge Dame var en Besvimelse nær af
Rædsel.
Harald Brede forsøgte at trøstehende saa godthan kunde, idet han lagde Forklædningen af sig, leste Parykken, tørrede Sminken af o.s.v.
Damen blev meget forbauset, da hun fik se, hvem hun havde havt Besøg af.
— Ja, nu kan De være sikker, sagde Harald
Brede, nu vender de nette Slyngler ikke mere tilbage. Om nogle faa Timer kan De vente deres Fader.
Idetsamme kom Advokaten ind og oplyste, at nu var Hesten endelig blit indfanget.
— Det var et genialt Tricks, sagde den berømte Advokat, paa den Maaden undgik D Herrer, at hele Folkemassen løb efter dem. Folk fløi istedet efter Hesten. Ja, det maa jeg sige var en Overraskelse. Jeg er endnu aldeles fortumlet. Det var sandelig nogle nette Ingeniører.
— Det er ikke Ingeniører, sagde Knut Gribb hurtig.
— Ja, men hvem er de da egentlig? spurgte Advokaten. Jeg lagde Mærke til, at de kjendte den ene derude i Værelset. De kjendte ham, da de fik revet Hatten af ham.
— Jeg havde en Anelse om, hvem det var straks han kom ind. Men først, da jeg fik se hans Øine, blev jeg fuldstændig vis i min Sag.
— Og hvem er det saa?
— Han er den største Forbryder, jeg har truffet, sagde Knut Gribb, en af de farligste Mennesker i Verden.
— I Herrens Navn, hvem mener De
Harald Brede var nu ogsaa blit opmerksom.
— Det skulde da vel aldrig, begyndte han.
— Jo, svarede Knut Gribb, Ingeniør Ilelmer, — det er ingen anden end min gamle Dødsfiende Fhomas Ryer.
— Storforbryderen! raabte Advokaten og slog Hænderne sammen af Forbauselse, har jeg virkelig staaet Ansigt til Ansigt med denne Berømmelse. Hvilken Ære.
——— ———— —
Harald Brede blev staaende stille og skrækslagen og stirre paa sin Kollega.
— Værelserne, raabte pludselig Knut Gribb, lad os undersøge Værelserne. Der kan vi kanske finde et eller andet, skjønt han var klog nok til at putte de vigtigste Papirer i Lommen, den Slyngel.
Politimanden og Advokaten gik nu atter ind i de to Ingeniørers Værelser.
Alt blev undersøgt fra Gulv til Tag.
Men intet blev fundet, som havde særlig Inleresse.
Ingenier Damms Tegninger — det var tydeligvis Tegninger til Helvedesmaskiner, at dømme efter alle de Hjul og Urværk, som var opridset, blev beslaglagte.
— Inde i „»Ingeniør Helmer“s Værelse fandt Knut Gribb noget Papir, som han puttet til sig, men det havde altsammen mindre Interesse.
Fremdeles hørte man intet til den forsvundne Skomagermester.
Knut Gribb bad den unge Dame om at faa udlaant et Fotografi af Faderen.
De fik han. Fotografiet var taget for to Aar siden. Det viste et glatbarberet, lidt markeret Ansigt med to næsten umærkelige Øienbryn.
Der var noget sympatetisk ved dette Ansigt, som indtog Detektiven.
— Hvilken Farve er der paa Deres Fars Øine spurgte han Damen.
— Det er lyseblaa, svarede hun, min Far er i det heletaget meget lys. Men min Mor var mørk. Det er hendes Farve, jeg har arvet.
Da der nu ikke var noget mere at gjøre der paa Stedet, forlod Detektiverne og Advokaten Skomagerbutikken. Men de bad den unge Dame om at underrette dem, naar nogel indtraf som kunde være af Interesse.
Det lovede Damen.
Harald Brede var den sidste, som forlod Bulikken. Han sendte hende et langt, forelsket Blik til Afsked.
Ude paa Gaden stod Vognmanden og klappet Hesten. Den var nu blit saavidt rolig efter det voldsomme Løb, at man uden Fare kunde kjøre med den. —
Politimændene tog Afsked med Advokaten paa samme Sted, hvor de etpar Timer før havde stegel ind i Voøgnen. —
