12 DE FIRE ILDEBRANDE
En Herre reiste sig fra et Bord henne ved Vinduet.
Sagføreren bukkede meget forbløffet.
— Er her Folk spurgte han, jeg vidste ikke ... Undskyld.
— Det er Ingeniøer Damm, oplyste Frøken Velinder ligegyldig. Han logerer hos min Fader.
— Ah, saaledes … Haaber vi ikke forstyrer.
— Det er Gaarden, som skal sælges, sagde Advokaten, og Ingeniør Damm bukkede artig ligeoverfor denne. Han kjendte tydeligvis Advokaten. Og det var da heller ikke noget besynderlig, for Advokaten var Byens mest bekjendte.
Ingeniør Damm blev staaende Bordet.
Det var et stort Tegnebord, overfyldt med blaat Tegnepapir, Bretter, Bestik og lignende.
Bonden, som blev synlig forvirret af den geschäftige Sagførers overhaandtagende Livlighed, kastede et halvt fjollet, halvt nysgjerrigt Blik paa Tegningerne.
Saasnart lngeniren bemærkede det, lagde han en stor Mappe over.
henne ved
Sagføreren undersøgte overalt, lukkede op
Kakkelovnen og udtalte sin Misbilligelse med den, bankede i Væggene —
— Hvad Slags Planker? Hm. Jassaa ... Nu, hvad synes De, spurgte han Bonden.
— Jeg forstaar mig ikke paa det, svarede denne, derfor har jeg engageret Dere, Herr Sagfører. Aa, jo, det ser ikke saa værst ud. Men skal vi ikke gaa ind i næste Værelse
— Det er Ingeniør Helmers, svarede Frøken Velinder, jeg tror han har stængt Døren, saa vi ikke kan komme derind. —
— Kommer da ikke Ingeniøren snart tilbage spurgte Advokaten.
— Neppe, svarede Ingeniør Damm kort, og lænede sig over sine Tegninger.
— Bagateller, Bagateller! mumlede Sagføreren. Han halede øieblikkeligt et vældigt Nøgleknippe op af Lommen og før nogen egentlig havde faaet se, hvorledes det egentlig kunde gaa til, havde han aabnet Døren og traadte ind i den fraværende Ingeniørs Vørelse.
Men da sprang Damm efter ham.
— Dette gaar dog ved Gud ikke an, sagde han, trænge ind udenvidere i hans Værelse og ovenikjøbet ved Hjælp af falsk Nøgel.
— Hovednøgel, kjære, svarede Sagføreren, og ringlede med Nøgleknippet op for den andens Ansigt.
— Det maa dog synes at komme ud paa et. Jeg protesterer mod Deres Handlemaade og forlanger, at De straks forlader min Vens Værelse. Naar han ikke selv er tilstede, kan jeg ikke tillade, at nogen ukjendt trænger derind.
— Har da Deres Ven noget at skjule spurgte Sagføreren næsvist og snusede omkring.
— Ikke mig bekjendt. Men det vedkommer i allefald ikke Sagen.
— Det forekommer mig, bemærkede Sagføreren, uden i mindste Maade at bryde sig om den andens skarpe Udfald Det forekommer mig, at Frøkenen nævnte noget om, at de Herrer Ingenierer leier Værelserne af Herr Velinder.
— Ganske rigtig, svarede Damm, men alligevel — 9
— Ja, da forekommer det mig, at det maa være Frøkenen, som i sin Herr Faders Fravær har at bestemme over, om Gaardens Eier skal faa Adgang til at kaste et Blik herind eller om det skal nægtes ham. Jeg har da aldrig hørt Magen til Konduiteløshed, Herr Damm, det er da vel ikke et Krudtværk vi befinder os i
— Eller Dynamitfabrik, mumlede Bonden, og lo, saa Gulvet rystede under ham.
— Jeg har intet imod, at Herrerne beser Værelset, sagde Frøken Velinder, men jeg havde rigtignok helst seet, at De bavde ventet til Ingenjøren selv var kommet hjem.
— Pyt, det spiller da virkelig ingen Rolle, affeiet Sagføreren, nu er vi desuden snart færdig. Jeg skal bare faa Lov til at banke i Gulvet og Væggene. Tak, vil De hjælpe mig med at flytte lidt paa det Bordet, Herr Advokat. Men det er kanske bedst at tage Papirerne væk først. Hvadbehager!
Det sidste Udbrud var foranlediget ved Ingeniør Damms Adfærd. Han var hurtig sprunget til, da Sagføreren gjorde Mine til at begynde at rode i Papirerne.
— Hvis De vover at røre disse Papirer, saa kalder jeg paa Politi for at faa kastet Dem ud, sagde han.
— Død og Plage, det var svært, hvor voldsom De er.
Frøken Velinder var gaaet ind i Butiken for
