Det saa ud som om hun, uden at have indaandet Kloroformen, skulde være en Besvimelse nær.
Gribb reiste sig.
— Altsaa, sagde han, ikke et Ord om vort Besøg til nogensomhelst.
— Nei, baldyrede Madammen, De kan være aldeles overbevist om, at jeg ikke skal nævne det til et Menneske.
— Og hvis han mod Formodning skulde komme tilbage, saa maa De øieblikkelig underrette mig derom.
— Ja, det skal jeg.
Da Politimanden saa, at Enkefruen fremdeles var meget forstyrret, trøstede han hende saa godt han formaaede og sagde, at intetsomhelst ondt skulde vederfares hende, hvis hun blot var forsigtig og i et og alt fulgte hans Anvisninger. Dette lovede hun atter at gjøre og saa skiltes Knut Gribb og Boman fra hende.
—… Da de to Mænd var kommet ned i Trapperne, sagde Detektiven:
— Hun ved intet.
— Og Fabrikbestyreren kommer neppe tilbage.
— Hvem ved. Det er utvilsomt en overordentlig dristig Kjæltring.
Et Øieblik efter sad de i Vognen og rullede nedover mod Byens Centrum.
— Har De fundet en Lysning i denne Gaade? spurgte Motormanden.
— Muligens, svarede Detektiven.
— Og hvad vil De nu gjøre.
— Jeg vil aflægge et Besøg i Deres Hjem.
— Tænker De at finde noget der?
Knut Gribb svarede:
— Denne Carstensen som han kalder sig maa ha havt en særlig presserende Grund til at holde Dem i tolv Timers Fangenskab. Personlig Hævn er udelukket. Røveri er ogsaa udelukket. Men saa er den Mulighed tilbage, at Forbryderen holder paa med et Arbeide, som Deres Tilstedeværelse i et givet Øieblik kunde forhindre eller vanskeliggjøre. Kan De ikke tænke Dem en eller anden stor Forbrydelse bli forøvet i Deres Nærhed.
— Nei, svarede Motormanden straks, jeg kan umuligt tænke mig noget saadant. Hvorledes skulde jeg kunde krydse en Forbryderplan, jeg, — en ganske almindelig Arbeidsmand, som ikke kjender et Menneske udenfor min Familie og nærmeste Omgang og som aldrig gjør en Kat Fortræd.
— Det siger intet, De kan uden selv at vide af det være en Hindring i en saadan Forbryderplan.
— Men hvis det er Tilfældet, indvendte Boman, saa burde vi dog nu ha hørt om denne Forbrydelse. Og det maa være en stor Forbrydelse, for ingen vover at risikere noget saadant for en Bagatels Skyld.
— Det er oftest de største Forbrydelser, man ikke høret noget om, svarede Gribb, idet han gav et Tegn til Kusken om at stanse. De var nu kommet ned i Torvgaden.
Gribb og Boman steg ud af Vognen. Detektiven bad den anden om at spadsere foran til sit Hjem, saa skulde han følge ham et Stykke efter. Det var det sikreste, at De ikke blev seet sammen.
Boman forstod straks, hvad han havde at gjøre og sportede fremover Gaden uden at se sig om. Detektiven fulgte ham og iagttog ham opmærksomt.
De kom ned i Karljohansgade, Det var midt i Middagspromenaden og den straalende Boulevard laa der i al sin skinnende, livfulde Sommerglans.
Pludselig blev Detektiven opmærksom paa en Bevægelse af Motormanden. Detektiven faar Indtryk af, at denne har opdaget et Menneske i Folkevrimlen, som han er forbløffet over at træffe, Han vender sig om for at gjøre Detektiven opmærksom paa nogen og Gribb faar saavidt Tid til at give ham et Tegn om at være rolig. Dette forstaar Manden og han lader derfor som intet, men hans Øine følger en høi, elegant Skikkelse, som rolig spadserer henover Gaden og som tilsyneladende ikke bemærker den arbeidsklædte Mands Bevægelse. Herren er mørk, middelaldrende og har et skarptskaaret, energisk Ansigt. En let Skjælven gjennemfarer Detektiven, da han passerer ham og faar et Glimt af hans næsten kulsorte Øine.
Et Øjeblik efter er Gribb ved Bomans Side. Denne er meget bevæget og hvisker, idet han nikker mod den høie, elegante Skikkelse, som netop nu skraar over Gaden:
— Det er ham. Jeg kjender ham paa Øinene.
4. KAPITEL.
Ansigt til Ansigt.
— Sikker? spurgte Detektiven hurtig.
— Fuldstændig sikker.
