—— — — —
8 D E FIRE ILDEBRANDE
ventede jeg, at min Far skulde komme tilbage, men han kom ikke —
— Tillad mig et Spørgsmaal, afbrød Knut Gribb, boede deres Logerende hos Dem ogsaa medens Deres Fader var borte?”
— Ja. Min Faders Reiser bragte aldrig nogen Forandring i saa Henseende.
— Pleier disse Logerende at være meget . 3 hjemme.
— De er næsten bestandig hjemme om Natten. Om Dagen tilbringer de den meste Tid ude i Byen. De spiser alle Maaltid paa Kafeerne.
— Meget vel. Og siden Deres Fader forlod Dem den 22de har De altsaa ikke seet ham.
— Nei. Paa den femte Dag efter hans Bortreise gik jeg ind til en af de Logerende, til ham, som jeg kalder for Manden fra Uddevalla og som jeg afskyr; — jeg gik ind til ham og spurgte, om han havde Kjendskab til, hvor min Fader var.
Men han saa bare overrasket paa mig og svarede:
— Deres Far er i Sikkerhed.
— I sikkerhed! raabte jeg, min Far der aldrig behøvet at frygte for noget. Han behøver heller ikke at skjule sig.
— Kjære Frøken, sagde han, jeg kan forsikre Dem om, at Deres Far er optaget af vigtige Forretninger. Han er ude og reiser.
— De ved altsaa, hvor han er, raabte jeg, da
fonlanger jeg, at De straks fortæller mig det, saa jeg kan ile hen til ham.
Da smilte han modbydelig og svarede: — Jeg ved ikke, hvor han er Frøken, men
jeg antar han snart kommer tilbage. Tag det bare
med Ro.
Andet var det ikke muligt at faa ud af ham
og jeg blev mere og mere fortvilet.
Dagen efter, da jeg aabnede Butikken, fandt
jeg et Brev liggende paa Disken.
Jeg skreg forskrækket, da jeg saa Udenpaa skriften, for jeg kjendte min Faders Haand. Det var adresseret til mig.
Se her har jeg Brevet, De kan selv læse det. Det var igaarmorges jeg fik det.
Den unge Dame rakte et sammekrøllet, graadvædet Ark Papir over til Detektiven og Knut
Gribb læste:
—;—— — — —- — —2— —— —ß————ßS—— — — —.
„Kjære, elskede Datter!
Jeg maa desværre bli i længere Tid borte fra Dig end beregnet, men uforudseede Omstændigheder har hidført Forsinkelsen. Hvis Du elsker mig, saa vent taamodig paa mig endnu i nogle Dage.
Vær ganske rolig. Mig vederfares intet ondt.
Tusinde Hilsener fra din Fader.“
— Laa dette Brev paa Disken i Butikken” spurgte Knut Gribb.
— Ja.
— Har De Konvolutten?”
— Nei, den har jeg kastet fra mig. Jeg saa efter den, men har ikke kunnet finde den.
— Husker De, om der var Frimærke udenpaa
— Nei, der var intet Frimærke. Brevet maa være skrevet i Butikken.
— Hvoraf slutter De det?
— Jeg antar det bare bestemt. Blækket er nemlig af samme Sort, som det vi benytter.
— Men saa maa jo Deres Far ha været inde i Butikken?
— Det ser saa ud. — Han har vel Nøgle. — Ja, selvfølgelig, det har han.
— Har De spurgt nogen af de to Logerende, om de maaske har bragt Brevet.
— Ja, jeg har spurgt dem begge to, men de siger, at de ikke har havt det mindste med det
at gjøre. Da jeg spurgte Manden fra Uddevalla blev han forresten helt underlig tilmode.
— Hvorledes det?
— Jo, det lod til, at han blev forundret. Er
her kommet et Brev fra Deres Far? spurgte han og fikserede mig skarpt.
— Ja, svarede jeg, det laa paa Disken i Bu tikken idagmorges. Jeg tror, at min Far selv har lagt det der. —
— Det var da besynderligt, sagde han, og fik med engang saa travlt med at gaa ud.
Den anden Logerende tilraadet mig at tage det med Ro, da han fik se mit forgrædte Ansigt, Deres Far kommer nok snart igjen, sagde han, iallefald kan De være forvisset om, at der ikke er tilstødt ham noget.
Jeg svarede ingenting til dette, men jeg besluttede i mit stille Sind at gaa til Politiet; jeg
