6 DE FIRE ILDEBRANDE
— —
tikken, sagde min Far til mig, saa gaar vi hjem og spiser til Aftens. Jeg begynder at bli træt og nu kommer der vel ikke flere Kunder.
Han skulde netop til at sætte Slaaen for, da Døren blev aabnet og en Kunde traadte ind i Butikken.
Min Far gik saa indenfor Disken for at ekspedere ham.
Den Indtrædende var en høi mørk Mand. Han havde en sort, bredbræmmet Hat paa Hovedet og jeg lagde Mærke til, at han ikke som andre høflige Kunder tog Hatten af.
— Skal det være Støvler? spurgte nu Far.
— Nei, svarede den Fremmede. — Sko da?
— Nei.
— Hvormed kan jeg da staa til Tjeneste! spurgte min Far.
Den Fremmede svarede ikke. han sin Hat af og spurgte:
— Kjender Du mig virkelig ikke, Billy.
Billy var et Navn, som min Fader aldrig, saavidt jeg kunde mindes, havde været tiltalt med, og jeg blev derfor noget forundret.
Men endda mere forundret blev jeg, da min Fader slog Hænderne sammen og raabte med en ganske tydelig Rædsel i sin Stemme:
— Du store Gud. Lever Du endda!
— Ja, svarede den Fremmede. Jeg lever endda. Og nu er jeg kommet for at søge din Bistand igjen, Billy, sagde han.
Men da skjøv min Fader fra sig med Hænderne og raabte:
— Nei, nei. Ikke det! Ikke det! glemt Fortiden og vil ikke tilbage igjen.
Men den Fremmede lod sig ikke afvise. lænede sig fremover Disken og hviskede:
— Det skal vi dog tales ved paa Tomandshaand om, min kjære Billy.
Over dette blev min Fader endda mere skræk slagen. Han tog mig i Haanden og ledte mig ud i et af Sideværelserne, hvor han bad mig vente. Derindefra hørte jeg nu at min Fader og den fremmede Herre kom i et høirøstet Skjænderi. Men jeg kunde ikke opfatte, hvad der blev sagt. Efter en halv Times Forløb gik den Fremmede. Fra den Aften af var min Fader som forvandlet. Han havde før været glad og munter. Han
blev nu trist og nedslaaet, han lo aldrig og fandt
Istedetfor tog
Jeg har
Han
— — — —- — —— — — ————— —
————— — — — —
——————
ingen Glæde i Arbeidet. Han begyndte at tale om, at han vilde slutte med Forretningen.
Engang sagde han til mig:
— Aa, mit kjære Barn, kunde jeg bare skjule mig dybt, dybt nede i Jordens Skjød.
Jeg forsøgte at faa ud af ham, hvad den fremmede Herre havde sagt ham hin Aften, men han vilde ikke fortælle mig det.
Han gik nu ofte ud og kunde være borte i to —tre Dage ad Gangen.
Naar han kom hjem fra slige Udflugter var han næsten bestandig meget opbragt. Engang hørte jeg ham sige halvt for sig selv, idet han knyttede Haanden:
— Han eller jeg! Mit Liv eller hans!
Jeg blev mere og mere bange for at han skulde gaa hen og gjøre noget galt. Og jeg sagde sluttelig til ham, at det kanske kunde være det bedste om han solgte Forretningen og flyttede fra Stedet.
En Aften kom han ganske straalende hjem til mig og fortalte, at nu havde det endelig lykkedes ham at sælge Forretningen i al Hemmelighed.
— Hvorfor i al Hemmelighed“ spurgte jeg.
Men han svarede bare, at denslags forstod jeg mig ikke paa.
Hvis endda Hemmelighederne havde stanset ved Forretningssalget! Vi maatte fra den Dag af optræde formelig som Forbrydere eller Flygtninger. Jeg maatte ikke nævne til en eneste levende Sjæl, at vi skulde reise og at Forretningen var solgt. Ikke engang vor gamle Tjenestepige skulde vide det.
Far fortalte mig heller ikke, hvor vi nu skulde slaa os ned. Det fik jeg tidsnok vide, sagde han.
Tidlig en Morgen reiste vi med Damperen til Gøteborg. Far havde ogsaa solgt Mesteparten af vore Møbler i al Hemmelighed, saa vi bare medbragte nogle enkelte, kjære Arvestykker.
I Gøteborg blev vi i etpar Dage. Derfra reiste vi til Kristiania, hvor vi siden har boet.
Far havde endel Penge, jeg tror det var flere Tusen Kroner, og han kunde derfor hurtig aabne en Butik i Kristiania. Det blev en Skøtøiforretning i et beskedent Strøg ude i Oslo
Her levet vi i halvandet Aar og havde det godt. Fars Humør vendte lidt efter lidt tilbage.
Men saa forandrede alt sig pludselig. En vakker Dag maa den Fremmede ha kommet igjen, for min Fader blev paany meget nedtrykt.
