4 DE FIRE ILDEBRANDE
til dem. Det gjaldt en Opfindelse, sagde de, en egen Slags Bjergsprængningsmaskine. De skulde selv sætte den sammen. Af de Tegninger og Modeller, som Carstensen har, fremgaar det, at her maa der være Tale om en ret og slet Helvedesmaskine. Der hører baade Nitroglycerin og Urværk til den.
— Men nu har Du maaske ved Din Forfølgelse hindret de to Slyngler fra at vende tilbage til Carstensen og hente de manglende Maskindele.
— Det tror jeg ikke. Carstensen lovede, at han ikke skulde lade sig mærke med noget, men at han skulde sende os et Bud, saasnart de paany indfandt sig i Butikken og opholde dem saalænge, at vi kunde faa Føling med dem.
— Ja, det er jo godt og vel, mumlede Knut Gribb, hare de nu ogsaa vender tilbage. Ellers blir det et vanskeligt Stykke Arbeide at faa opsporet dem.
— De er nu ikke saa vanskelige at gjenkjende
da, svarede Harald Brede, iallefald ikke den ene. — Hvorledes det?
— Den ene, ham som kaldte sig Ingeniør Helmer, har et rødt Mærke efter et ganske al vorligt Sabelhug eller Knivstik over det ene Kindben. Og den anden, Ingeniør Da m m, manglede to Fingre paa venstre Haand, Lillefingren og Ringfingren. De er til Held for os mærkede af Livets Strid. Hvad tror Du saa om Affæren?
Efter den Fremstilling Du har git, tror jeg, at den er alvorlig, svarede Knut Gribb. Han stod og bladede i en uhyre Protokol.
— Fyrene maa findes.
— Selvfølgelig. Men foreløbig har jeg tænkt, at afvente, hvad Carstensen muligens vil meddele i Løbet af Dagen. De pleier ikke at udebli fra hans Forretning en eneste Dag.
— Har Du git Konstablerne og de underordnede Detektiver Signalementerne? spurgte Knut Gribb nede i Protokollen.
— Selvfølgelig. Men hvad er det Du ser efter?
— Jeg undersøger Fortegnelsen over udeksaminerede Ingeniører, svarede Knut Gribb, jeg kan ikke finde deres Navne nogetsteds. Allerede det
er jo Grund for os til at gribe ind og se D’Herrer lidt paa Mansjetterne.
— Meget vel. Antagelse?
— Den, at Thomas Ryer staar bag dette ?
Men hvad mener Du om min
Derom kan jeg endnu intet andet sige, end at han er den eneste mig bekjendte Forbryder herhjemme, som kan tiltroes Operation med kabeltykke Lunter og Helvedesmaskiner.
— Men ingen af de to Ingeniører kan dog være Thomas Ryer, indvendte Harald Brede, for Thomas Ryer har jo ikke noget Sabelhug i sit vakre Fjæs og heller ikke mangler han to Fingre paa venstre Haand.
— Hvad det Sabelhugget angaar, svarede Knut Gribb, saa er det et gammelt Tricks at lave en saadan Maske. Det kan gjøres meget let ved Hjælp af lidt rød Sminke og et særligt Slags Plaster.
— Men de to manglende Fingre da. Knut Gribb smilte.
— Det er nu igjen et nyt Tricks i Maskerings kunsten, sagde han, for Thomas Ryer er intet umuligt. Hallo! Kom ind!
Det bankede haardt paa Døren.
2 Kapitel.
Den unge Dames Historie.
En uniformeret Politimand traadte ind, gjorde
stram Honnør for de to Detektiver og sagde: — Her er en Dame udenfor, som vil tale med Knut Gribb.
— Hendes Navn? spurgte Detektiven.
— Hun opgiver at hedde Klara Velinder, svarede Konstabelen, fuldstændig i Politirapportstil. — Før Damen ind.
— Vel.
Et Øieblik efter traadte en høi, vakker Dame ind paa Detektivens Kontor. Hun var mørk, havde store skjønne Øine og et yppigt Haar, som formelig vældede frem under den bredbremmede Hat.
Hun var ganske ung, knapt tyve Aar gammel. Hendes Dragt var ikke helt moderne, men ellers uklanderlig og hun førte sig sikkert og med en dannet Dames Ynde.
— Træd nærmere, Frøken, sagde Knut Gribb, hvormed kan jeg staa til Tjeneste?
Harald Brede bød hende en Stol og hun satte sig taus ned.
Det var tydeligt, at hun var lidt i Forlegen-
