2 DE FIRE ILDEBRANDE
——
—————————-—— — —————
— Det høres værre ud. Er der mere
— Dynamit.
— Til at sprænge Pengeskabe med? Det er intet usædvanligt. Mere?
— To sindrige Helvedesmaskiner, sagde Harald Brede.
Knut Gribb rykkede til.
— Helvedesmaskiner, udbrød han, det høres ikke godt ud.
Han drev hen til Vinduet og blev staaende tankefuld og stirre udover Youngstorvet. Torvet og Gaderne omkring var opblødte og sølede. Den første Sne faldt langsomt og smeltede, saasnart den kom ned paa Jorden.
— Helvedes maskiner, gjentog han, idet han vendte sig mod sin Kamerat, jeg kjender bare én, som er dygtig og dristig nok til at kunne operere med denslags Vaaben her i vort fredelige Samfund.
— Og denne ene spurgte Harald Brede.
— Er Thomas Ryer.
Brede nikkede samtykkende.
— Netop hvad jeg ogsaa har tænkt, sagde han.
— Og dog, indvendte Knut Gribb, synes jeg det er utroligt, at Storforbryderen fremdeles tør vove at operere her i Byen. Han maa jo vide, at ved det første Tegn paa Tilstedeværelse vil hele Politikorpset bli pudset paa ham.
— Det er dristigt, svarede Harald Brede, men har Du engang lagt Mærke til, at det dristige og eventyrlige har afskrækket Thomas Ryer2
— Unægtelig ikke.
— Og desuden har han endnu en gammel Regning at afgjøre, ved Du;
— En gammel Regning?
— Ja, Regningen med Dig. at ville tage Dit Liv.
Knut Gribb nikkede alvorligt og trak en Revolver frem.
— Denne forlader mig aldrig, sagde han.
— Men den vil alligevel ikke redde Dig, hvis Du ikke har taget andre Forsigtighedsregler og Thomas Ryer er efter Dig.
— Tro mig, svarede Knut Gribb, jeg udsætter ikke mit Liv letsindig. Jeg gaar aldrig alene gjennem mørke Korridorer og Trapper. Jeg benytter nødig ukjendte Telefoner, da jeg godt kjender det lille nette Tricks at sende et dræbende elektrisk stød gjennem Telefontraaden og lige ind i Hovedet
paa sin Dødsfiende. Videre passer jeg paa mest
Han har jo svoret
——ßʒ5— — — —
muligt at gaa midt i Kjørebanen, hvor ikke [ærdselen er for generende. — Midt i Kjørebanen? spurgte Brede forundret. — Jeg ønsker nemlig ikke, svarede Knut Gribb, at faa mit Hoved knust af en nedfaldende Tagsten eller af en Blomsterpotte fra fjerde eller femte Etage.
Knut Gribb tog en liden hvid ÆØske med Apothekstempel op af Lommen.
— Og denne har jeg bestandig forhaanden, sagde han, dette fine Pulver reagerer mod alle Giftstoffer. Du ser saaledes, at jeg er paa Post. Jeg behøver vel ikke at fortælle Dig, at jeg betænker mig to Gange, før jeg gaar ind i lukkede Vogne, og at jeg er meget paapasselig med at gaa afveien for frembrusende Automobiler. Jeg ønsker ikke at bli aflivet ved Hjælp af et eller andet snedigt planlagt „Ulykkestilfælde“. Men lad os nu komme til Din Historie, sluttede han, jeg er meget spændt paa at faa vide, hvilken mærkelig Oplevelse Du har havt.
— Det var igaaraftes, begyndte Harald Brede, jeg gik en Tur efter Parolen og var netop kommet udenfor Carstensens Vaabenforretning, da jeg blir opmærksom paa etpar Mænd, som er ifærd med at gaa ind i Vaabenforretningen.
Der var intet særligt mærkeligt ved disse Mænd. De saa ud som Ingeniører eller lignende. Imidlertid blev min Opmerksomhed vakt af deres Adfærd, idet de gik ind i Butikken. Du kjender disse Gebærder, kjære Gribb, hos Mænd som vil bringe paa det rene, om nogen bemærker, hvad de foretager sig. Noget saadant var der ogsaa paafærde med disse. De saa sig forsigtig om, idet de gik ind i Butikken. Det var mørkt i Gaden og temmelig faa Folk ude. Selvfølgelig blev jeg straks
optaget af at studere nogle nye Skipaabindinger i
Vaabenforretningens Udstillingsvindu.
Jeg blev staaende udenfor i henved 10 Minutter og kunde hele Tiden skimte de to Mænd inde i Butikken De stod og underhandlede med Eieren om et eller andet vigtigt Spørgsmaal. De havde flere Sager med sig, som de viste frem, formodentlig Ting, som de vilde have Carstensen til at eftergjøre. —
Pludselig gjorde den ene af Mændene et Slag fremover Gulvet. Han saa tilfældigvis ud gjennem
Vinduet, opdagede mit Ansigt og fór ganske voldsomt sammen.
