ET SPIL OM LIV Od DøD 31
— Naar? Hvor?
— For over en halv Time siden. Der kom en Automobil og hentede ham. Han drog afgaarde over Hals og Hoved.
— Men hvor kjerte Automobilen hen
Ja, hvem vidste det? Den var forsvundet i det fjerne.
Der stod man.
Man vidste ikke engang, hvordan Automobilen saa ud, hvilken Farve der var paa den.
Kun vidste man, at den gik med rasende Fart.
Og hvordan kunde det nytte at eftersøge den nu, da alle Telefoner var stængte.
— Det er haabløst, sagde Knut Gribb til Dr. Kitschener, han er borte igjen.
— Ja, han er utvilsomt borte. Saa har vi
havt alt dette Besvær for ingenting. Vi har intet opnaaet.
— Jo, jeg har i allefald opnaaet noget, svarede Kristiania-Detektiven alvorlig.
Doktoren saa spørgende paa ham.
— Jeg har opnaaet, fortsatte Knut Gribb, jeg har opnaaet endnu engang at redde mit Liv. Men det er ogsaa det eneste — foreløbig.
Han sukkede og saa op mod Hundestjernen, der blinkede lige koldt og uendeligt som for to Timer siden.
Han følte, at han var stærkt bevæget.
Og han følte, at han uvilkaarlig var blit voldsomt imponeret af dette besynderlige og mægtige Menneske, for hvem det syntes at være en Leg at spille med i det skrækkeligste Drama. Som syntes at have en Bande af kloge og erfarne Mennesker til Hjælpere. Som opererede lige let med Telegrammer, Revolvere, falske Breve, Giftstoffer og Automobiler.
Det var nu tredje Gang, at Tilfældet havde reddet Gribbs Liv i Kampen mod Thomas Ryer. Og en mærkelig Følelse sneg sig over ham:
Han følte sig en liden Smule svag ved at staa over for denne forfærdelige Mands Klør.
