ET SPIL OM LIV OG DøØøD 29
Nu kjendte han ogsaa Ringen paa den Gales venstre Haand, den lille, fine glitrende Diamantring. Og han skjønte med en Gang alt, „den Gale“,
det hemmelighedsfulde Brev —! Alt stod klart for ham.
Den Gale Thomas Ryer.
Slutningerne jog med feberagtig Hast gjennem hans Hjerne.
Begge Brødrene Holm var Ryers Medhjælpere. Den hele Komedie var planlagt fra først til sidst og Hensigten var klar:
Først og fremst at bringe ham, Knut Gribb afdage, dernæst at bringe Thomas Ryer i Sikkerhed.
Han var narret herop paa Galehospitalet af den ene Skurks Brev.
De havde beregnet det saa fint, at han selv om han straks blev underrettet om Ryers Flugt, skulde han alligevel ikke naa tilbage til Kristiania før næste Morgen.
De havde simpelthen arrangeret det saadan, at Dr. Kitscheners Klinik blev et fælles Mødested.
Naar Thomas Ryer blev ført ud af Kristiania som en sindssvag gammel Herre var der jo liden Sandsynlighed for Opdagelse.
Endnu mindre kunde det falde nogen ind at søge efter den store Forbryder i Doktor Kitscheners anseede Klinik.
Og naar Detektiven sandsynligvis om nogle Minutter blev skudt, vilde det hede, at Morderen var en stakkels Sindssvag, en viss Holm, som om Natten havde sluppet ud af Cellen, men for hvis Sikkerhed man nu garanterede.
Ikke en Mistanke vilde rettes mod Thomas Ryer og Politiet kom til at lede høit og lavt efter ham.
Naturligvis vilde en vakker Dag den Gale undslippe sporløst ...
Hele Planen var genial i sin simple Dristighed — fuldt værdig en Mand som Thomas Ryer.
Alt dette for gjennem Knut Gribbs Hjerne, medens han sad og saa paa Brikkerne, som nu ikke længer havde nogen Interesse for ham.
Var det muligt, at han skulde bli skudt ned her som en Hund paa denne lumpne Maade.
Thomas Ryer havde sagt, at alle hans Bestræbelser, naar han blev fri, skulde gaa ud paa at dræbe Knut Gribb.
Og nu stod han virkelig nær sit Maal.
var ingen anden end
Han vilde ikke alene opnaa at dræbe Knut Gribb, men han vilde endvidere opnaa at dræbe ham uden at den fjerneste Mistanke for Mordet rettedes mod ham, mod Thomas Ryer.
Knut Gribb forstod, at han ikke kunde vente Naade. Men der var nu indtraadt en Forandring i hans Stilling. Han havde hidtil hele Tiden troet, at han sad og spilte om Liv og Død med en gal Mand. Han havde havt Følelsen af at spille med en Dødelig, med et Væsen fra en anden Verden end hans. Men nu vidste han, at han iallefald sad og spillet med et Menneske af Kjød og Blod. Med Thomas Ryer, en Mand, som var fast bestemt paa at dræbe ham.
— Træk, sagde hans Modstander og begyndte at fingre med Revolveren.
Knut Gribb gjorde et Træk, som den anden øieblikkelig besvarte
— Mat i tre Træk, mumlede han.
Knut Gribb kastede et Blik hen til ham. Der laa Revolveren under hans Albue.
Pludselig kom han til at huske paa Bordmekanismen. Naar han trykkede paa en Fjær, sprang Skiven rundt. Trykkede han rigtig haardt, sprang
Skiven saa hurtig rundt som en Vindmøllevinge, havde Doktoren sagt.
— Træk!
Han trak igjen.
Idet Ryer gjorde Modtrækket løftede han Albuen lidt fra Revolveren.
Knut Gribbs Hjerte hamrede stærkt af Spænding. Nu hørte han igjen Automobilhornet ude fra Veien. Det forekom ham, at Thomas Ryers Utaalmodighed steg ved denne Lyd.
— Træk!
Han trak.
— Mat i to Træk.
Knut Gribb trak paany og Thomas Ryer gjorde sit næstsidste Træk.
— Mat i —
Men nu havde Knut Gribb lynsnart benyttet
Anledningen, da Ryer for at trække løftede Armen fra Revolveren.
Han trykkede voldsomt paa Fjæren. Bordskiven dreiede rundt som et Hjul med saadan Hast, at Spillet faldt sammen.
Et hastigt Greb — og Knut Gribb havde Revolveren i sin Haand.
Den andens Forbauselse var ubeskrivelig.
