26 — ET SPIL OM LIV OG DØD
Gribb af brød ham.
— Jeg har femti Kroner paa mig, sagde han, lad os spille om dem.
— For lidet, altfor lidet. sidder her for
— Vel lad os sige 100 Kroner.
— En latterlig Sum.
— Tusen da, eller 10 Tusen?
— Forlidet.
— Vel, en Million da? spurgte Knut Gribb lystig smilende.
— Forlidet.
— Hvad behager?
— Jeg spiller ikke om Penge.
— saa lad os spille om Dem. De trækker.
Den anden sigtede nu med Revolveren lige mod Knut Gribbs høire Øie.
— Nu skal jeg fortælle Dem, hvad vi skal spille om, sagde han, og hvis De ikke gaar ind paa det straks, saa skyder jeg Dem.
— Sig fra.
— Vi spiller et Parti om vore Liv. Et eneste Parti.
Knut Gribb stirrede forbløffet paa ham.
— Hvad mener De» spurgte han, jeg forstaar Dem ikke rigtig.
— Vi spiller om vore Liv. Hvis De taber, saa skyder jeg Dem. Og hvis jeg taber, saa skyder jeg mig selv. Er De med
Detektiven skjønte, at der ikke var noget andet at gjøre, end at føie den Gale, hvorfor han udbrød: —
— Top. Det er jeg med paa.
Den Gale gjorde det første Træk.
Hvad tror De jeg
11. Kapitel.
Dødsspillet.
Knut Gribb svarede og Holm gjorde et nyt.
Han gryntede af Veltilfredshed.
— Endelig, endelig, mumlede han halvt for sig selv medens han afvekslende fulgte Spillet og stirrede paa Knut Gribb, endelig har jeg fundet den store Spænding, som jeg i mange Aar har længtet efter. Et Spil paa Liv og Død, min Herre, det er noget for moderne Mennesker. Jeg har før spillet om Formuer i Montecarlo, men det kan
ikke sammenlignes med dette. Værsaagod, nu gjør Springer et dristigt Fremskridt.
Knut Gribb opdagede hurtig, at den Gale var en værdigere Modstander end Sindssygelægen.
Han spillede langsomt og sikkert og havde fortræffelige Kombinationer.
Men Knut Gribb var som sagt en Mester i Schack og holdt ham uaf brudt Stangen.
Eftersom Spillet udviklede sig blev den Gale træt af at holde Revolveren i høire Haand. Han skiftede den derefter over i venstre.
saa blev han ogsaa træt i denne Haand — det var en stor tung Militærrevolver — hvorefter han lagde Vaabnet fra sig paa Bordpladen.
Men han hvilte stadig den ene Haand ovenpaa den.
Midt i Spillet spurgte han:
— Røger De ikke?
— Jo, men jeg har intet at røge paa i Øieblikket.
— Jeg har heller ikke noget, men jeg vil gjerne røge.
Knut Gribb fik en Tanke.
— I Værelset ved Siden af er der ganske sik kert Cigarer, sagde han, jeg kunde gaa ud og hente nogle. —
Men da lo den Gale igjen.
— Hoho, den gaar ikke. Tror De jeg vil gi Dem Anledning til at hente Doktoren.
— Ja, saa kan jeg ikke skaffe Dem Cigarer.
— Derborte staar et Skab. Se efter. Jeg vil vedde paa, at Doktoren har sine Cigarer der.
Det var virkelig i dette Skab, at Sindssygelægen opbevarede sine fine Havannacigarer.
Saa nødig han vilde maatte Knut Gribb gaa hen og hente Cigarer. Den Gale fulgte ham med Øinene og med Revolveren.
Holm tændte først en og bød saa Detektiven.
— Nei, Tak, svarede denne.
Da kom Revolveren igjen frem og tvang en Cigar ind i Detektivens Mund.
Knut Gribb begyndte i sit stille Sind at forbande dette gale Menneske. Han kunde jo tvinge ham til hvadsomhelst.
Trækkene blev nu sjeldnene og sjeldnere, eftersom Kombinationerne blev vanskeligere. Men
Spillet var fremdeles saadan, at begge Spillerne i Grunden stod lige godt.
