ET SPIL OM LIV OG DøØD 23
— Vil De gjere mig en Tjeneste.
Detektiven nikkede.
— Saa giv mig Deres Kniv.
— Jeg har ingen Kniv.
Doktoren blandede sig nu i Samtalen og — forfølgende sin Metode — spurgte han.
— Men hvad vil De med den Kniven
Den Gale rystede paa Hovedet.
— Nei, det kan jeg ikke si, svarede han, det er min Hemmelighed.
— saa faar De heller ingen Kniv.
Patienten saa forbauset paa Doktoren.
— De har ingen Kniv, Herr Doktor Kitschener, sagde han, hvilket iallefald tydet paa, at han havde en glimrende Hukommelse.
— Jo, jeg har en meget god og skarp Kniv.
— Giv mig den.
— Nei, ikke naar De ikke vil si, hvad De skal bruge den til.
— Ikke ellers?
— Nei, ikke ellers.
— Ja, da kan det være det samme. Jeg kan faa en Kniv af min Broder, Emil. Ikke sandt?
Broderen rystet paa Hovedet.
Dørene til Spisesalen blev slaaet tilbage og et bugnende Aftensbord viste sig. Det var anrettet til Ære for den nye Gjæst.
Maaltidet forløb paa den heldigste Maade. Den Gale opførte sig uklanderlig. Han lo og spøgte og om man end ikke bestandig skjønte, hvad han lo af, saa var der dog et vist bestikkende Humør over ham. Han holdt endog flere Taler, som udmerkede sig baade ved Form og Mening. Han havde tydeligvis i sin Glansperiode været en brilliant Selskabsmand.
Efter Aftensbordet erklærede den Gale, at han var træt og at han vilde gaa til Ro.
Doktoren og Broderen fulgte ham ind til hans komfortabelt indrettede Rum, hvorfra dog alle skarpe Gjenstande, som Speile og Lignende var fjernet.
Patienten gik straks til Ro og sov snart de uskyldiges Søvn.
Hans Bror, Grosserer Emil Holm, hvis Vogn hele Tiden havde ventet udenfor Gitterporten tog nu Afsked med Doktoren og Knut Gribb.
Doktoren havde præsenteret Politimanden som Underlæge.
— Men hvor tænker Grossereren at sove inat?
— — M — — —,ů„ —
spøgte Doktoren, der gaar jo intet Tog tilbage til Kristiania.
— Jeg kjører ligesaagodt til Lilleholm, svarede Grossereren, jeg vil sove hos min Bror; han har været saa elskværdig at stille et Værelse til min Disposition.
Knut Gribb stod ved Vinduet og saa Grossererens Vogn kjøre bort.
Han var blit stærkt grebet af det eiendommelige Optrin med den Gale. Det var saa farverigt og underligt de mange Lygter som svingedes, den svarte Novemberkvæld, den Gales mærkelige Latter og saa det gaadefulde ved hele Sagen.
Sindssygelægen kom ind i sit Arheidsværelse igjen efter at have fulgt Grossereren tilvogns.
— Nu?² spurgte Knut Gribb smilende.
— Hvad mener De
— Anser De vor Patient for gal eller rigtig.
Doktoren lo.
— Kjære Ven, sagde han, jeg har sjelden i min bþraksis mødt en saa absolut gal Mand.
9. KAPITELL.
Et Besøg.
Knut Gribb forstod godt, at han ikke fik Blund over Øinene den Nat. Dertil var hans Hjerne optaget af formange Ting.
For det første spøgte Thomas Ryer i hans Bevidsthed.
Dernæst var det denne Sag med den Gale.
Patienten var utvilsomt gal; det havde han selv seet med sine egne Øine.
Hans Broder Bjergingeniøren havde forlangt ham indlagt.
Men ligesaa sikkert var det, at Bjergingeniøren selv havde sendt det hemmelighedsfulde Varselsbrev til ham, Knut Gribb.
Hvorledes skulde han forklare disse besynderlige Modsigelser”
Knut Gribb blev mere og mere overbevist om, at der laa en Hemmelighed under. Men hvori denne bestod kunde han for Øieblikket ikke skjønne.
Sindssygelægen paastod nu, at det Hele havde været en tarvelig Spøg. Eller kanske det var et Udslag af Sechikane fra den ene Broder mod den
