22 ET SPIL OM LIV OG DØD
— Hører I ikke, hvad jeg siger, raabte han, min Bror Elias er en stor Skurk. Han vil bare sljæle mine Penge, derfor sætter han mig i Fængsel.
Grossereren trak paa Skuldren og hviskede til Doktoren:
— Lad os faa denne pinlige Scene afsluttet hurtigst. Den opriver mig.
Sindssygelægen gik hen til Vognen for at tale Patienten til Rette, men da den Gale fik se ham, brast han ud i en svær Haanlatter.
— De er et Fæ, sagde han uden videre og satte Pegefingeren lige mod Doktorens Bryst, alle kan se paa Dem, at De er et Fæ, hahaha.
— Kjære Ven, svarede Doktoren mildt, vi skal nok blive gode Venner.
Men da rystede den Gale paa Hovedet.
— sikken et Fæ, sagde han, oprigtig forbauset.
Pludselig slog han Vogndøren helt op og steg ud paa Trinene.
Her stillet han sig i Talerpositur og begyndte:
— Kamerater! Oprørere! Hjælp mig med at hænge min Bror. Han har bestjaalet mig saa grundig, at jeg mangler Ord for at kunne udtrykke det. Se der staar han og glor. Se hvor skinhellig han ser ud, det Svin. Men jeg skal lære Dig at stænge mig inde i Fængsel, din Skurk.
Her knyttede han ivrig Hænderne og det begyndte at skumme omkring hans Mund af Raseri.
Pludselig blev han opmærksom paa en af Vogterne, som stod lige ved ham med en Lygte dinglende i Næven.
— Gi mig den Lygten, sagde han. trak sig tilbage nogle Skridt.
Doktoren gik igjen hen til ham. Og allerede praktiserende sin berømte Methode: at behandle alle sine rovgale Patienter som fornuftige, spurgte han.
— Men hvad vil De med Lygten?
— Naturligvis vil jeg slukke den, svarede den Gale uden at betænke sig.
Han saa paa en anden at Vogterne.
— Dig gir jeg femten Tusen, sagde han.
Doktoren tog ham lempelig i Armen.
Den Gale saa paa ham — nedenfra —:
— De er et Fæ, sagde han.
Grossereren kom nu til, og Doktoren og han forsøgte at lede Patienten mellem sig.
Men da satte den Gale sig energisk til Modværge. Flere Vogtere maatte til.
Vogteren
Den Gale slog omkring sig aldeles rasende. Hans Skjortebryst blev revet op, hans Mansjetter fløi af ham. Han var i Besiddelse af Kjæmpekræfter, saa det var meget vanskeligt at faa Bugt med ham.
Netop som han var ved at bli overmandet, blev han pludselig helt føielig.
Han gik hen og tog sin Broder under Armen og med virkelig Rørelse i Stemmen, sagde han:
— Kjære Elias, hvordan kunde Du nænne dette?
— Jeg vil Dig intet ondt, sagde Elias, Du gjør Dig selv værst. —
— Men jeg er jo saa sulten.
— Ja, ja, Du skal faa Mad, naar Du kommer ind i Huset.
Den Gale lo.
— Hvad ler Du af? spurgte Doktoren.
— Jeg ler, svarede den Gale, fordi man bestandig faar saa god Mad i Fængsler.
— Det er ikke noget Fængsel, du skal til.
— Jovist er det et Fængsel, svarede han hell begrædeligt.
— Det er et Hjem, sagde Doktoren alvorligt. Han var nu atter kommet hen til den Syge.
Patienten stirrede forbauset paa ham og spurgte sin Broder hviskende:
— Hvem er den Herre ?
— Det er Doktor Kitschener, en meget snil og behagelig Mand. Han vil hjælpe Dig, naar Du ber ham om noget.
— Tror Du spurgte den Gale, men han ser da forfærdelig dum ud.
— Hyss, hyss.
Den Gale spadserte nu helt rolig og fredeligt opover Veien ved sin Broders Side, akkurat som en anden Gentleman.
Doktoren viste Vei ind i sit Arbeidsværelse.
Etpar af Vogterne fulgte for Sikkerheds Skyld med.
Den Gale opførte sig meget velopdragent, da han kom ind i denne hyggelige Stue. Knut Gribb kunde se paa ham, at han græmmet sig over Tabet af sine Mansjetter og sit Skjortebryst.
Han saa med Interesse paa de forskjellige Ting i Værelset. Hans Øine dvælede særlig længe ved Skelettet og tilslut brast han i Latter over det.
Da han bemærkede Knut Gribb, gik han hen lil denne og spurgte hviskende:
