18 ET SPIL OM LIV OG DØD
saa meget mer som det ikke vilde bety noget for Fangens Sikkerhed, om han gav efter. Han sagde:
— Herr Doktor; jeg er ansvarlig for at Thomas Ryer idag i god Behold blir bragt til Strafanstalten. Jeg kjender den ærede Forbryder kanske endda bedre end De, og De maa derfor tilgi mig, at jeg er forsigtig. Imidlertid siger det hverken fra eller til enten Fangen holder Hænderne paa Ryggen eller paa Brystet. Hovedsagen er at de er forsvarlig lænket med Haandjern, og paa det gir jeg mig aldrig.
— Med Fornøielse, sagde Ryer og strakte Hænderne rolig frem. Hans Maade at snakke paa og det stadig skiftende Udtryk i hans Ansigt bar stedse Præg af den Foragt, han nærede for Politiet.
— De maa iallefald finde Dem i, bemerkede Harald Brede henvendt til Fangen, at føre Lommetørklædet med begge Hænder op til Næsen. Det ser rigtignok ikke noget videre fint og aristokratisk ud, men dermed er nu engang intet at gjøre.
Thomas Ryer bukkede sarkastisk forbindtlig.
Haandjern blev nu sat paa Fangen. Doktoren gjennemdynkede paany hans Lommetørklæde med den narkotiske Essens og lagde det i hans to fængslede Hænder.
Harald Brede kjendte efter om han havde sin Browningrevolver i Lommen. Jo, den var der. Thomas Ryer forstod hans Bevægelse og smilte endda mere sarkastisk.
Blodet var nu igjen begyndt at dryppe fra hans Næse, om end ikke i saa store Mængder, som tidligere, men han maatte næsten hele Tiden holde Lommetørklædet for Næsen.
Fra det Øieblik, han gik ud af CGelledøren, mælte han ikke et Ord.
Han havde igjen ved Hjælp af Lommetørklædet faaet listet den lille elastiske Gjenstand ind i sin Mund, hvor den straks klæbede sig til Ganen. Naar han havde den i Munden, talte han noget utydeligt, derfor foretrak han at holde Mund, for at det ikke skulde vække Opmerksomhed.
Det var et ganske mærkeligt Optog, som bevægede sig fra Thomas Ryers Celle gjennem Fængslets Korridorer og Trapper.
Først kom Doktoren gaaende lidt alderstegen og ludende.
Derefter kom en Konstabel.
Saa kom Thomas Ryer blødende Næseblod
— — æ S
mellem to Politimænd, hvoraf den ene var Detektiven Harald Brede.
Derefter kom en Flok paa fire uniformerede Konstabler.
Thomas Ryer holdt hele Tiden Lommetørklædet med begge Hænder for Næsen.
Harald Brede ærgrede sig ikke saa lidet over dette latterlige Optog. Han havde tænkt sig denne Afslutning paa den store Sag ganske anderledes dramatisk. —
Nu havde Thomas Ryer ved sin elendige Næseblødning simpelthen snydt ham for Effekten.
Man skulde tro, han havde planlagt det for at erte os, tænkte Harald Brede.
Der gaar han jo og ser ud som en elendig Svækling med det røde, blodstænkte Lommetørklæde op i Ansigtet. Og rundt om ham en Mængde Politi med Revolvere og Køller. Detektiven maatte indrømme, at Situationen ogsaa havde sin latterlige Side. Han var glad for at Transporten foregik saavidt anonymt. Thi Fangevognen stod ude i Fængselsgaarden, og der var ingen andre end Politi- og Fængselsfunktionærer, som fik se Optrinet.
Thomas Ryer blev hurtig puttet ind i den mørke, lukkede Vogn.
Der var Træbrikser paa to Sider. Ryer satte sig taust ned inderst i Hjørnet.
Ved Siden af ham tog Harald Brede Plads og ret overfor ham den kjæmpestore Konstabel.
Thomas
Kusken sad udenfor paa Bukken.
Endelig kjørte Vognen og Thomas Ryer fik gjennem de smale Tremmer i Vognvæggen øverst oppe det sidste Glimt af Varetægtsfængslet, hvor han siden Arrestationen havde gjennemgaaet saameget.
Thomas Ryer sad tilsyneladende i dybe TanHvad tænkte han paa?
Han tænkte slet ikke noget særlig. Derimod fulgte han i Bevidstheden meget intens Vognens Bevægelser.
Nu dreiede den om et Hjørne til venstre, nu rullede den nedover en noksaa brat Bakke, nu svingede den tilhøire.
Thomas Ryer beregnede, at de nu var kommet ud i Torvgaden, hvor Farten paa Grund af den stærke Færdsel bare kunde være ganske liden
Da de havde kjørt et Par Minutter til, lagde han Mærke til, at Vognens Rumlen ikke længere
ker.
