ET SPIL OM LIV og DøD 17
— Storpraler! udbrød Harald Brede, De taler fuldstændig uforstaaeligt
— Jeg har heller ikke ventet, at De nu skal forstaa mig, svarede Ryer, men den Dag kommer nok. Det er nemlig ikke Dem jeg vil dræbe.
Harald Brede afsluttede med et skuldertræk Samtalen, som kun tjente til at ophidse ham yderligere.
Idetsamme vendte Fængselsbetjenten tilbage med det forlangte Apotekermiddel.
Det var en ganske liden Flaske, indeholdende en narkotisk Essens, hvormed Doktoren gjennemblødte et rent Lommeterklæde, som han rakte Thomas Ryer.
Essensen udbredte en skarp gjennemtrængende Lugt.
Thomas Ryer førte Lommetørklædet op til sin Næse og indaandede det sterke Stof.
Øieblikkelig syntes Næseblødningen at give sig. Da han havde indaandet Essensen i nogle Minutter, syntes Blødningen helt stanset.
— Desværre maa jeg være forberedt paa, sagde Thomas Ryer, at Blødningen kommer igjen. En saadan Historie varer gjerne med Afbrydelser en
hel Dag. De har sikkerlig, Herr Doktor, et latinsk Navn paa Fænomenet.
Doktoren nikkede.
— Jeg kjender godt denslags Næseblødninger, sagde han, de opstaar pludselig og umotiveret lige efter stærke Sindsbevægelser. Jeg hører, at de netop har havt en Sammenkomst med Deres Forlovede i Samtaleværelset, saa Tilfældet kan meget let lade sig forklare.
Harald Brede gik utaalmodig brummende frem og tilbage paa Gulvet Han havde faaet en mærkelig Anelse om, at det ikke var rigtigt fat med dette „Fænomen“. Ingen skulde komme og fortælle ham, at dette Jernmenneske Thomas Ryer led af nogenslags Sindsbevægelse. Men nu hørte han, at Ryer igjen talte om at udsætte Transporten.
— Jeg har nævnt det før, sagde E orbryderen jeg synes, at jeg som syg Mand har ret til at forlange Transporten udsat til imorgen.
Doktoren var tydeligvis i Vildrede med, hvorledes han skulde forholde sig.
— Jeg er tilbøielig til at anbefale Forslaget, mumlede han.
Harald Brede nedlagde den mest bestemte Indsigelse.
———
Da Thomas Ryer nævnte noget om „underordnede Detektivers Vilje“, bemærkede Doktoren lidt spidst med Henblik paa Politimanden, at det jo i Grunden var Fængselschefen, som havde Afgjørelsen her.
— Hvis Ryer absolut ønsker det, fortsatte han, synes jeg dog, at man bør imødekomme en dømt Mands Ønske saavidt som til at forelægge Sagen for høieste vedkommende. ö.
— Vel, vel, busede Harald Brede paa, gaar De til Fængselschefen, gaar jeg ogsaa. Jeg sætter min Stilling ind paa, at Transporten skal foregaa til bestemt Tid. Dette er ganske sikkert noget Lureri af Fangen.
Idetsamme dukkede en Politibetjent op og meldte at Fængselsvognen var kjørt frem.
Den Politimand som sammen med Harald Brede skulde lede Transporten, mødte ogsaa.
Tiden var inde.
Og Thomas Ryer afslog selv al videre Diskussion om Udsættelsesspørgsmaalet, idet han sagde:
— Naar den ærede Detektiv lægger saa megen Vægt paa, at Tugthusets Porte allerede idag lukkes bag mig, saa han endog sætter sin Stilling ind derpaa, da vil det jo i Grunden være urimeligt af mig længere at insistere paa Udsættelsen. Mine Herrer, jeg erklærer herved høitideligt, at det fra min Side ikke er det ringeste iveien for at jeg straks kan bli bragt til Strafanstalten. Men det var her kun Tale om en Velvillighed, en Elskværdighed, mine Herrer, mod en magtesløs Mand. Kun maa jeg forlange, at dette Lommetørklæde atter engang gjennemvædes med den narkotiske Essens og at en Politibetjent hele Tiden under Transporten holder Lommetørklædet under min Næse.
— Hvorfor det? spurgte Doktoren forundret, kan De da ikke hjælpe Dem selv»
— Nei, svarede Thomas Ryer, jeg forudsætter nemlig, at De Herrer Politimænd som sædvanlig vil forlyste sig med at holde mig bagbundet.
— Dette er dog altfor latterlig, udbrød Doktoren, det er meget værre end at det skulde være en Tiger eller en vild Tyr. Kan ikke dette talrige Politi greie at passe paa ham uden at man behøver at vride hans Krop halvt istykker.
Harald Brede følte Brodden i den menneskekjærlige Læges Ord. Han likte mindst af alt at forandre noget i det engang trufne Arrangement. Men han skjønte, at han her maatte fire en Smule,
