e —— ——
yß₰—d— A — ——₰æ—=—————«¹ſ[ͤy¶fdd—
bort. Det maatte være en liden let Vogn, sandsynligvis en Kariol.
— Den har utvilsomt stoppet udenfor, sagde Doktoren.
Han gik hen til Vinduet, drev det tykke Rullegardin op og aabnede.
Udenfor stod nu Novemberkvældens Mørke som en sort Væg.
— Jeg ser en Lygte, som svinges, udbrød Doktoren, det er et Menneske, som kommer hidover fra Indgangsportalen.
Lidt efter tilføiede han.
— Ah, nu ser jeg, hvem det er. Det er en af mine Vogtere. Han har noget hvidt i Haanden, et Papir ser det ud for.
Doktoren lænet sig ud gjennem Vinduet og raabte:
— Johan! hvad er paafærde.
Johans grove, raa Stemme hørtes udefra:
— Det er et Eksprestelegram.
— Til mig?
— Nei, Herr Doktor; der staar Knut Gribb udenpaa.
Eksprestelegram! Der gik en Rykning gjen nem Detektiven. Hvad kunde det vel være, som havde saadan Hast
Doktoren bad om at faa Telegrammet rakt ind gjennem Vinduet.
Han sendte det videre til Detektiven, som hurtig brød det.
Doktoren vendte sig om ved et Raab af Overraskelse fra Knut Gribb.
Der stod Detektiven med Telegrammet dirrende i sin Haand.
Han kastede det over til Doktoren, som greb det med Interesse.
Telegrammet var ganske kort.
Der stod kun de faa forfærdelige Ord:
„Thomas Ryer flygtet. Brede.“
ET SPIL OM LIV OG DØD 15
- ½
7. Kapitel.
Fængselsvognen.
Det blir saaledes nødvendig at vende tilbage til Storforbryderen Thomas Ryer og se, hvilket genialt Kup han dennegang havde sat i Scene for at unddrage sig den straftende Retfærdighed.
Vi forlod ham, da han efter det oprivende Møde med sin Forlovede, den smukke Varietésangerinde Mademoiselle Julietta, atter blev ført tilbage til sin Celle.
Han blev ransaget fra øverst til nederst, der blev endog sendt et Glas Vand gjennem hans Mund, men intetsteds fandt Detektiverne det mindste, som kunde tyde paa, at Varietédamen havde smuglet noget ind til ham.
Harald Brede fulgte ham selv over i Cellen og saa ham vel indelaast.
Thomas Ryer kastede sig tilsyneladende træt og modløs ned paa sin Briks, hvor han blev liggende ganske rolig, indtil Detektiverne og Fangevogterens ramlende Skridt tabte sig i Korridoren.
Da sprang han hurtig op og det før saa trætte Udtryk i hans Ansigt veg for en vild Beslutsomhed.
Han lyttede henne ved Celledøren om nogen skulde staa udenfor og lure paa ham, men han blev snart beroliget.
Han var alene og ubevogtet.
Han aabnede sin Mund, løsnede fra Ganen en liden rund elastisk Pille som klæbede til Huden. Han tog den forsigtig i Fingrene, bar den hen til Gittervinduet og besaa den nøie. Gjennem dens blaalige, elastiske Masse skimtede han ligesom en liden Vandblære.
Han smilte underfundig og mumlede:
— Den elskelige lille Julietta. Hun har virkelig baade været klog og elskværdig. Og hvilken henrivende Komedie spilte hun ikke.
Varietedamen havde havt den lille Gjenstand i sin Mund og kysset den over i hans. Flastisk, som den var, fæstede den sig straks til hans Gane og blev ikke skyllet ned med Drikkevandet.
Selvfølgelig var ikke Thomas Ryer bagbundet, saalænge han opholdt sig i sin Celle.
Han gik en Stund frem og tilbage og tænkte sig om. Planerne om Flugten tumlede omkring i
