14 ET SPIL OM LIV OG DØD
— Men jeg forstaar bare ikke, hvilken For bindelse De kan istandbringe mellem denne Mand og det famøse Brev.
— Det er meget ligetil, svarede Politimanden, det er ham, som har skrevet Brevet.
Sindssygelægen fór saa voldsomt op fra sin Plads, at han væltede Stolen, han sad paa. Fruen
og Underlægen slog begge samtidig Hænderne forbauset sammen.
— Hvad er det De siger! raabte Doktor Kitschener bestyrtet, den samme Mand, som har
forlangt sin Brors Anbringelse i min Anstalt, han skulde gaa hen og skrive et Brev om, at Indespærringen er ulovlig. De maa indrømme høistærede, at dette lyder ganske meningsløst.
— Det er ikke desto mindre saa, svarede Detektiven roligt, idet han trak det mystiske Brev frem af sin Lomme.
— Kjender De denne Konvolut? spurgte han.
Sindssygelægen greb den ivrig og raabte straks han havde kastet et Blik paa den:
— Død og Plage. Det er en af mine Forretningskonvolutter.
— Tag Brevet ud, sagde Gribb.
Doktoren gjorde som han bad ham.
Han blev i Øieblikket yderst forbløffet over det mærkelig sammenklistrede Brev, men udbrød, da han havde undersøgt Vandmærket i Arket:
— Det er et af mine Brevark.
— Og dette uanseelige lille Stykke af en Cigarhud, fortsatte Knut Gribb, idet han lagde den lille Gjenstand paa Doktorens Asjet, — den har jeg fundet inde i Konvoluttens Sammenklæbning.
Doktoren betragtede Stykket med Interesse.
— Af mine Cigarer mumlede han mere og mere forbauset. Underlægen og hans Frue lænede
sig nu over ham og fulgte med levende Interesse den videre Udvikling af Afsløringerne.
— Og vil De derefter hehage at fjerne en af de paaklistrede Bogstaver, bad Gribb. De kan for Eksempel tage den altfor store D midt paa Arket.
Doktoren fjernede det paaklistrede Bogstav.
— Læs bagpaa, sagde Gribb.
Doktoren vendte Papirstykket og læste de to tyske Ord.
— Mit Tidsskrift, hviskede han, Afhandlingen om Darwinismen. Der kan ikke være nogen Tvil. Det er ham som har stjaalet Heftet og som har sendt Brevet. Men det er jo ogsaa ham som har
—7 ———
forlangt sin Bror indespærret. gal af — undskyld.
Doktoren saa haabløst uforstaaende fra den ene til den anden.
Saaledes opløstes denne Middag under almindelig Forvirring. Det var bare Knut Gribb som havde Aandsnærværelse til at bukke for Værtinden og sige:
— Frue. Tusen tak for Mad.
De tre Herrer gik igjen ind i Arbeidsværelset, hvor imidlertid Lamperne var tændt og hvor det ulmede lunt og hyggeligt fra den store Kamin. Henne i Krogen stod Menneskeskelettet og kosede sig.
Doktoren drev utaalmodig frem og tilbage paa Gulvet.
— Jeg fatter det ikke, mumlede han halvt for sig selv, jeg fatter det ikke.
— Her ligger utvilsomt en Gaade under, sagde Knut Gribb, en stor og eiendommelig Gaade. Jeg er meget glad, for at jeg alligevel kom til at reise herop. Thomas Ryer er jo i gode Hænder.
Sindssygelægen læste igjen det mystiske Brev igjennem. Han citerte Udtrykket: han er ifærd med at begaa en skrækkelig F orbrydelse ⁴
Skulde det være muligt, mumlede han, skulde det være muligt.
Knut Gribb bemærkede:
— Man handler ikke spøgefuldt med Menneskesjæbner, uden at der er noget skrækkeligt alvorligt igjære. Gangen i denne Sag hidtil varsler en Forbrydelse, Hr. Doktor. Og jeg har en bestemt Følelse af at det gjælder Menneskeliv. Endnu forstaar jeg ikke, hvad Hensigten kan være. Fremforalt er der noget overordentlig dunkelt i den saakaldte Bergingeniør Holms Optræden. Taagen vil kanske blive splittet, naar Patienten ankommer og vi faar talt med ham. Men jeg har mine Anelser, jeg kjender en viss Uro i Kroppen ...
Knut Gribb stansede og lyttede.
Han saa paa Doktoren.
— Var det ikke en Vogn, som stoppede udenfor her? spurgte han, kan de være her allerede.
Nei, Doktoren havde intet hørt. Han saa paa sit Ur.
— Det er fortidligt, svarede han, vi kan ikke vente den gale før om en halv Times Tid. Tys —
Men nu høres dog ganske tydelig ind til dem i Værelset Lyden af en Vogn, som hurtig kjørte
Dette er til at bli
