da en ulidelig Følelse af, at jeg var meget sulten pludselig havde overfaldt mig.
Medens jeg spiste badede min Kone Tindingerne mine med vaade Omslag. De ser, Hr. Politimand, at den ene Side og mit Hoved er temmelig hovent efter Slaget og jeg kjender endda Smerter. Medens min Kone holdt paa dermed, sagde hun:
— Da vi fik det Brevet, blev vi jo lidt beroliget, men vi har været meget angst for dig i hele Dag.
Jeg reiste mig saa pludselig, at de vaade Omslag faldt af mit Hoved og udbrød:
— I hele Dag. Er Dere gale. Det er jo ikke mere end tre Timer siden, jeg gik hjemmefra.
— Tre Timer, sagde min Kone, du gik bjemmefra igaaraftes Klokken 9.
— Hvilken Dato skriver vi idag? spurgte jeg.
— Kjære ved du ikke det, svarede min Kone forbauset, idag skriver vi den 16de Juli.
Da jeg hørte det, faldt jeg aldeles overgivent ned paa Stolen igjen, Det var mig nu klart, at jeg havde ligget bedøvet oppe i den mystiske Leiligbed en hel Nat og en hel Dag.
— Hvad var det for et Brev, Deres Kone talte om? spurgte Detektiven.
— Dette, svarede Manden og kastede et lidet sammenfaldt Ark paa Bordet.
Gribb greb det og læste:
„Deres Mand kommer hjem idag.“
— Dette har heller ingen Underskrift, sagde Detektiven, men det er skrevet med samme Haand som det andet. Fortalte De saa Deres Kone, hvad der var hændt Dem?
— Nei, jeg sagde intet, men jeg laa vaagen i hele Nat og tænkte paa mine mærkelige Oplevelser. Idagmorges stod jeg op med det faste Forsæt, at melde Sagen til Politiet. Jeg er en hæderlig Mand, Hr. Detektiv, og den Tanke, at jeg ved min Taushed kunde bli inddirekte medskyldig i en Forbrydelse var mig uudholdelig.
Manden reiste sig og knyttede sine store barkede Næver.
— Og desuden, tilføiet han, er jeg ikke bange for nogetsomhelst mellem Himmel og Jord, naar det kommer til Stykket. Jeg har i min tidlige Ungdom oplevet mangt et farligt Eventyr paa Amerikas Prærier og jeg lar mig ikke skræmme.
Og nu har De faaet Historien af mig. Nu faar De se at finde tilbunds i Gaaden og da jeg har en Følelse af, at dristige Folk er paafærde, stiller jeg mig under Deres Beskyttelse, Har jeg handlet ret?
Knut Gribb trykkede Mandens Haand og svarede:
— De har handlet fuldstændig ret ved at melde Sagen. I Øieblikket forstaar jeg ligesaalidt som De, hvad der har ligget til Grund for den mærkelige Handlemaade mod Dem, men jeg skal straks begynde mine Undersøgelser.
— Hvor? spurgte Manden.
— I de mystiske Værelser. Der har vi det første Holdepunkt.
Detektiven havde under den sidste Del af Mandens Forklaring gjort endel hurtige Notater. Nu lagde han Notaterne sammen og puttede dem i Lommen.
Han sad en Stund og tænkte sig om.
— Fuldstændig gaadefuldt, mumlede han, hvad ialverden kan der være i Gjære? De har ingen Fiender, siger De?
— Ingen.
— Og heller ikke nogen Værdisager, som det kunne lønne sig at rive fra Dem.
Manden vrængte godmodig etpar af sine Lommer.
— Jeg er ligesaa fattig som hæderlig, svarede han smilende.
Detektiven aabnede en Skuffe i sit Skrivebord og stak en Revolver til sig efter først at ha undersøgt om Magasinerne var iorden.
— For Sikkerheds Skyld, mumlede han, kom lad os gaa.
Medens de nede paa Gaden stod og ventede paa en Vogn, slog Boman pludselig Hænderne sammen og udbrød:
— Cyclisten!
— Cyclisten? spurgte Gribb, er der ogsaa en Cyclist?
— Jeg kommer til at tænke paa noget, svarede Manden. Da jeg var underveis her til Politistationen, blev jeg nær rendt overende af en Cyclist, som i fuld Fart kom rullende imod mig. Se, her har jeg endda Mærker paa Benklæderne efter Sammenstødet.
— Men har det nogen Forbindelse med den foreliggende Sag?
— Muligens. Han optraadte saa mærkeligt.
— Hvem „han“.
— Cyclisten. Han steg af Cyclen og bad mig mange Gange om Undskyldning. Da jeg er tem-
