DET STJAALNE HUS 31
Man var enige om at holde Thomas Ryer for Norges dristigste Forbryder.
Thomas Ryer havde straks opgit at skjule noget.
Under Forhørene svarede han heit og greit paa de Spørgsmaal, som blev stillet til ham.
Han tilstod alle sine Forbrydelser og gjorde ikke det ringeste Forsøg paa at besmykke sig.
Han beskrev sine Forbrydelser ganske kynisk og undlod ikke engang at tage med de mest oprørende Enkeltheder.
Ligeoverfor det tilstedeværende Publikums Afskymumlen var han fuldstændig ligegyldig.
Han trak overlegent paa Skuldrene og sendte etpar haanlige Øiekast hen til Publikumspladsene.
Dommeren benyttede Anledningen ved Forhørene til at spørge ham, om han da ikke heller havde Lyst til at benytte sin utvilsomme Intelligens i det Godes Tjeneste. Det hæderlige Liv havde sikkerlig Brug for et Hoved som hans.
Da reiste Thomas Ryer sig og svarede bestemt og høflig. Det lod til at være ham en virkelig Glæde at faa sagt netop delte:
— Herr Assessor, sagde han, jeg takker for Deres elskværdige Tanke om mig. Jeg beklager, at mit Liv i den senere Tid har artet sig som en uaf brudt Kamp med Lovens og Ordenens Opretholdelse, men det har ikke kunnet være anderledes.
Se paa mig, Herr Assessor. Ser jeg ud som en Forbryder, saaledes som man almindeligvis forestiller sig denne? Jeg bærer mit Hoved ligesaa høit som nogen fri Mand her i denne sal. Jeg har udført Vidundere af Mod, Dristighed og Forslagenhed. Det har De jo selv sagt, Herr Assessor, og jeg er forfængelig nok til ikke at modsige Dem. Faren er simpelthen mit andet Fødemiddel. Jeg kan ikke leve uden Spændinger. Det er meget Følelsen af at jeg maatte være med til noget, som har drevet mig ind paa Forbryderbanen.
— Men Eventyret kan man ogsaa finde i det hæderlige Liv, indvendte Dommeren, mange smukke Opgaver ligger og vinker paa den modige Mand,
— Ganske vist, Herr Assessor, svarede Thomas Ryer smilende, men til at slaa sig frem i det virkelige Liv hører først og fremst mange Aars samvittighedsfuldt Arbeide. Og det er dette samvittighedsfulde Arbeide, som jeg aldrig har kunnet magte, Herr Dommer. Desuden, — en Mand med mine Evner og mine Fordringer til Livet, trænger
mange Penge. Jeg har Hang til Ødselhed, Herr
Assessor. Og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke skal tilfredsstille denne Hang. Desuden har jeg Sans for Kunst. Jeg samler Kunstværker. Jeg ynder at
optræde i det stille som Mæcen. Men alt dette
koster mange Penge.
Tror nogen virkelig at jeg har Udsigt til i det hæderlige Liv at erobre en Stilling, som ganske vist kræver Mod og Forslagenhed, men som til Gjengjæld ikke maa kræve stadig Arbeidsomhed og som er særdeles vel aflønnet.
Desuden maatte en saadan Stilling gi mig Anledning til at følge min Trang til Eventyr, til Reiser, til et behagelig og luxusiøst Liv. Findes der nogen saadan Stilling, Herr Dommer! De smiler, De ryster paa Hovedet. Nuvel, jeg er enig med Dem. Jeg tror neppe den findes. Skjønt jeg kunde kanske gi endel Afkald paa Eventyrene og Reiserne, men Lønnen maatte være stor, Herr Dommer, meget stor.
Dommeren smilede igjen og spurgte:
— Hvor stor.
Thomas Ryer stod og tænkte sig om et ØieDet saa ud som om han regnet efter.
Interessen blandt Publikum steg.
— Saa nøie kan jeg ikke sige det, svarede
Thomas Ryer, men jeg antar, at jeg med en aarlig
Gage af firti- femti Tusen Kroner alligevel blev
nødt til at stifte nogen Gjæld.
Dommeren smilte. Juryen smilte. Og en dæmpet Sus af Latter strøg henover Tilskuerpladsene.
— Men, indvendte Dommeren, naar De nu efter endt Straf kommer ud igjen, vil De ikke da forsøge at bli et hæderligt Menneske og benytte Deres sjeldne Evne i det Godes Tjeneste. Tror De ikke da, at De har lært at slaa lidt af paa Deres Fordringer til Livet
— Da, Herr Dommer, svarede Thomas Ryer, da har jeg faaet andre Lidenskaber at tilfredsstille.
— Andre Lidenskaber?2
— Jeg mener min Hævnfølelse, Herr Dommer. Naar jeg slipper ud igjen vil jeg hævne mig paa mine Fiender.
— Hvem regner De til Deres Fiender
— Derom vil jeg intet sige Mine Fiender er alle de Mennesker, som har vovet at krydse mine Planer.
— Ved De da, sagde Dommeren, og dennegang var han alvorlig, at en saadan Trudsel i Deres
blik.
