Side:Riverton,Stein-Morderen fra morket-1914.djvu/133

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
127

paafaldende dramatisk, indvendte detektiven, det var likesom han vilde oplyse hele verden om, at nu søkte doktor Flodin døden.

– Ja, ja, mumlet kapteinen, men i saadanne øieblikke ræsonnerer man ikke over effekten.

– Hadde doktor Flodin medskyldige? spurte detektiven pludselig.

– Det vet man ikke.

– Hvor meget har han bedraget for?

– Nu har man regnet ut, at det er oppe i tretti-firti tusen.

– For et saadant beløp kan man godt holde medskyldige, sa detektiven, og siden ingen av os har været paa Malmö-færgen i det skjæbnesvangre øieblik, kan vi ikke vite, hvad der i virkeligheten er foregaat. Jeg stoler aldrig paa vidner; jeg stoler bare paa mine egne øine.

Efterhaanden opfyldte mørket værelset. Der hersket en besynderlig stilhet omkring de to mennesker. Tilslut var det likesom der var en slags søndag omkring dem. Som om alle andre mennesker var borte eller i kirke. Der hørtes ikke fottrin utenfor paa veien. Huset var som utdød, ingen dør knirket. Ikke et eneste menneske gik forbi, som kunde kaste en skygge mot vinduerne, der endnu lyste mat i det sidste hendøende vinterlys. Bare de to menneskers ansigter syntes tydelig i dette rummelige og dunkle værelse; disse ansigter var som to bleke pletter i mørket: Kapteinens bevæget sig op og ned med stolens sagte