Asbjørn Krag holdt Haanden advarende mod
mig og fortsatte henvendt til Forvalteren:
— Og De kan endvidere si ham, at jeg ikke skal trænge ind i hans Hemmeligheder.
Lidt efter gik Bondemanden, og saa blev jeg alene med Asbjørn Krag.
— Hvad tror De saa? spurgte han.
— Det forekommer mig, at Gjærnæs er fældet, svarede jeg, det er jo en forfærdelig Ulykke, stakkels Ven.
Men Asbjørn Krags Tanker maatte være langt borte, for han sa aandsfraværende:
— Fældet, jasaa. Saa mener De det?
Han blev mere og mere ordknap, og da jeg skjønte, at han vilde være alene med sine Grublerier, forlod jeg ham.
Jeg kom sent til Aftensbordet og Klokken blev elleve, før jeg var færdig med Spisningen. Da jeg gik forbi hans Vindu hørte jeg ham trave frem og tilbage indenfor, jeg vilde ikke forstyrre ham og tog Veien hjemover til min lille Hytte. Det trak op til Uveir, Kvælden havde hidtil været mild og sommerblank, men etsteds ude i Horisonten stod Regnveiret og pustet, saa Luften blev dugget og gusten; det kom med en Gang, ligesom naar man aander paa en glinsende Metalplade, Sjøen vrængte en blygraa Bug op inde i Havnen. Det havde været blikstille i flere Timer, men nu slog Havet yderst ude en sort Rynke, Blæsten og Regnet kom nærmere.
