faaet sin Hemmelighed. Jeg synes der foregaar besynderlige Ting paa hver Tid af Døgnet. Baade Gjærnæs selv og Frøkenen er blit helt anderledes end de hidtil har været.
— Hvad tænkte De, da De hørte om Mordet?
— Jeg tænkte ingen Ting, mumlet Forvalteren, men da jeg fik vide, at De gik omkring og spurgte efter Vognen, kunde jeg ikke for min Samvittigheds Skyld længer tie med hvad jeg vidste.
— Jeg skjønte, at De vilde komme, sa Detektiven.
— De saa saa underlig paa mig, da De reiste bort fra Gjærnæs, svarede Forvalteren, jeg turde ikke vente længer.
Han reiste sig.
— Og jeg tror ikke, jeg har gjort noget galt, fortsatte han, jeg har sagt til Husbond, at jeg vilde besøge Dem.
— Søgte han ikke at forhindre det?
— Jo, og da han skjønte det ikke nyttet, udtalte han, at alt som var foregaaet kun vedkom ham personlig.
Asbjørn Krag sad længe og tænkte sig om.
— De faar gaa tilbage til Gaarden, sa han sluttelig.
— Javel.
— Og saa kan De hilse Gjærnæs fra mig og spørge naar det er ham beleilig at modta mig.
— Beleilig! raabte jeg forbauset.
