slap ham ind. De tre havde en lang Samtale sammen. Det var mod Slutningen af denne Samtale, at De kom.
Her nikket Forvalteren mod mig.
— Frøkenen saa Dem gjennem Vinduet, fortsatte han, hun løb ud til mig og bad mig endelig ikke slippe Dem ind. Gjærnæs selv kom ogsaa tilstede og raabte op som om han skulde være gal. Jeg maa være alene, raabte han, kan De ikke se at jeg er syg. Derfor maatte jeg være saa brutal mod Dem, det var ikke for noget andet.
— Hørte De slet intet af hvad der blev sagt? spurgte Detektiven.
— Nei, ikke no videre. Men engang hørte jeg, at Frøkenen kom med Bebreidelser mod Gjærnæs. Du burde jo være glad, sa hun og istedet er Du saa fortvilet som Døden.
— Hvad svarede han til det?
— Han sa: Jovist er jeg glad, Hilde, men dette er jo forfærdeligt alligevel. Hvorledes skal vi kunne holde det hemmeligt. Men jeg hørte ogsaa, at han sa noget andet.
Detektiven spurgte ikke mere. Jeg forstod, at vi nu var kommet til et vigtigt Punkt i Forvalterens besynderlige Fortælling.
— Han sa ogsaa noget andet, gjentog Forvalteren halvhøit, næsten hviskende. Og jeg kunde ikke la være at høre det, fordi jeg netop gik gjennem Stuerne. Gjærnæs sa: Men han er dødsens.
