— De sa, at han rendte gjennem Værelserne?
— Ja, det var efterat han havde summet sig det. Men først jaget han mig ud. De maa ikke være her længer, sa han, De maa Død og Pine ikke være her længer. Han ventet ikke til jeg var gaaet, men fór ganske vetløs gjennem Værelserne og raabte paa Frøkenen.
— Var hun hjemme?
— Ja, hun var hjemme.
— Hvad sa han til hende?
— Det ved jeg ikke. Jeg gik. Men siden hørte jeg af Pigerne, at Frøkenen havde skreget op, men dog forsøgt at berolige Gjærnæs. De to talte længe sammen i Biblioteket for lukkede Døre og Vinduer. Derefter blev jeg raabt ind. Hør nu, min kjære Forvalter, sa Gjærnæs, jeg fik et overraskende Brev for lidt siden. Det var paa en Maade meget sørgeligt, men det var ogsaa paa en Maade meget glædeligt. Jeg blev i alle tilfælde stærkt bevæget ved Læsningen af det, og jeg vil bede Dem om at glemme Optrinet og ikke fortælle det til nogen. Det gjælder en helt privat Sag. Det er ikke noget mere at snakke om. Det sidste troede jeg nu ikke, for Husbond var fremdeles meget bleg.
— Naar hændte dette?
— Ved 9-Tiden om Aftenen.
— Det var altsaa før Forstmester Blinde kom?
— Ja, en halv Time før. Da han kom, vilde først Gjærnæs negte ham Adgang, men Frøkenen
