I.
TRE MENNESKER SOM LØBER.
lokken kunde være henimod elleve om Formiddagen; de fleste af Sommergjæsterne var efterhaanden kommet ud fra Frokosten og havde leiret sig i Grønsværet udenfor Pensionatets Veranda.
Efter nogle kjølige Døgn var endelig den stillestaaende Sommerhede kommet; det havde regnet om Natten, Uveiret trak bort ved syvtiden om Morgenen og derefter havde Solen gnistret hele Formiddagen, tørret Græsset og Jordbunden, dampet Sølepytterne væk og bagt Veiene haarde og hvide.
Og nu frydet Sommergjæsterne sig, fordi den store, drivende Sommer, den vældige Overflod af Varme endelig var kommet. Og derfor havde de lagt sig midt op i Solsteken, de laa flate bortover i det høie Græs, blunket med Øinene mod det dirrende Lys og hørte paa Suset ude fra Sjøen. De lyttet efter Sommerbrisen. Den løsnet ude i Havet og gled over Fjeldknattene, trængte gjennem Gran- 1 — Riverton: Jernvognen.
