meget af Gjærnæs, han er baade flinkere og greiere og mindre opfarende end den Gamle var.
Her afbrød Asbjørn Krag.
— De mener Gjærnæs’ afdøde Far?
— Ja.
Her vendte altsaa Detektiven atter tilbage til dette forlængst glemte Dødsfald.
— Ved man sikkert, at han druknet? spurgte han.
— Ja, svarede Forvalteren, han druknet, Baaden drev hvælvet iland ude i Skjærene… Ja, det begyndte som sagt den Aften, fortsatte han, en Mand kom med et Brev til Gjærnæs, og da han havde læst det Brevet fór han som en gal Mand gjennem Værelserne og raabte paa Frøkenen.
— Ved De hvorfra Brevet var?
— Nei, jeg ved ikke det. Men jeg stod inde paa Gjærnæs Kontor, da det kom. Det var en stor gul Konvolut.
— Saa De Skriften?
— Nei, men da Gjærnæs læste Udenpaaskriften, blev han ligesom saa underlig med en Gang.
— Sa han noget?
— Ja, han sa: Store Gud, nu har jeg aldrig seet noget saa likt… Saa brød han Brevet og læste det. Og da han havde læst de første Linjerne holdt han paa at besvime, iallefald blev han forfærdelig bleg, ja, mens han sad der i Stolen var han saa bleg som et Lig. Jeg har aldrig oplevet noget saa underlig. 6 — Riverton: Jernvognen.
