Dette voldsomme Spørgsmaal fik mig til
at skjælve.
— Jeg vil ikke udkaste en frygtelig Sigtelse, svarede jeg. De har bedt mig om at fremstille en Slutningsrække. Jeg synes det er affekteret af Dem at benegte, at der er Omstændigheder, som peger direkte hen paa Gjærnæs. Jeg formoder iøvrig, at De allerede selv har opgjort Dem en Mening. Jeg tror ikke, at Gjærnæs er den skyldige, men naar vi samler alt, hvad der taler imod ham, saa blir det kanske lettere for os at redde ham fra denne frygtelige Mistanke. Gjærnæs er min Ven.
Detektiven holdt mig fremdeles under Armen. Han sagtnet sin Gang for at vi ikke skulde komme for snart til Hotellet. Jeg fik pludselig det Indtryk, at han meget gjerne vilde høre min Mening — og det var paafaldende, at han atter en Gang direkte satte Gjærnæs’ Navn i Forbindelse med Forbrydelsen.
— Vi maa ikke bare holde os til Indicier, sa han, vi maa se menneskeligt paa det ogsaa. Kan De tænke Dem Muligheden af, at Gjærnæs kunde begaa noget saadant.
Efter en Stunds Betænkning svarede jeg.
— Vanskelig.
— Sæt Dem i hans Sted, fortsatte Detektiven, De har en Søster, som De holder forfærdelig meget af.
— Og ser op til.
