naar jeg tænker paa, hvad De nylig fortalte om den Dræbtes Hat.
— Han hilste med Hatten, idet han fik det forfærdelige Slag.
— Ja, og husker De hvad Gjærnæs selv sa, at han absolut var imod Ægteskabet mellem Blinde og Søsteren. Maaske har Gjærnæs hadet Blinde, han siger jo selv, at Blinde virket usympatisk og egoistisk.
— „Egoistisk triumferende“, rettet Detektiven.
— Javel; men Hovedsagen er, at Morderen har kjendt Blinde. Jeg skjælver af Spænding efter at høre, hvad Forvalteren har at fortælle.
Asbjørn Krag rystet paa Hovedet og plirret mod mig med sine sammenknebne sarkastiske Øine.
— Nu er De for ivrig, sa han langsomt og ligesom beroligende, De løber for hurtig, kjære Ven.
— Jeg bare sammenholder de forskjellige Omstændigheder, svarede jeg.
Lad høre engang, hvorledes De slutter.
— Gjærnæs var imod Ægteskabet.
— Rigtig, men han gav alligevel sit Samtykke, fordi Søsteren vilde.
— Men han var iallefald stærkt imod det. Og han likte ikke Blinde. Naar han ligeoverfor os har udtrykt sig saa stærkt, kan vi kanske gaa ud fra, at han hadet Forstmesteren.
— Før De gaar videre vil jeg gjerne spørge Dem rent ud, sa Krag, om De tror, at Gjærnæs selv er Morderen?
