og gjorde Slutninger. Jeg greb derfor Anledningen og spurgte ham ivrig ud, da jeg troede, at han pludselig var kommet i det meddelsomme Hjørne. Jeg spurgte, om han havde fundet andre Spor, om han kunde tænke sig, hvem Forbryderen var eller iallefald hvilken Samfundsklasse han tilhørte.
Men Detektiven vilde ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet; han affeiet mig ved igjen at komme tilbage til min Hyttes ensomme Beliggenhed.
— Farvel, sa jeg.
— Farvel, svarede han, jeg gaar tilbage til mit Værelse for at vente.
— Hvad venter De egentlig paa?
Istedetfor at svare saa han paa mig med et underligt Blik og spurgte:
— Tror De paa den Magt som kan ligge etpar Øine?
— Mener De Hypnotisme?
— Ja, De kan gjerne kalde det Hypnotisme. Jeg har med mine Øine tvunget et Menneske til at komme. Det er dette Menneske jeg venter paa.
Han vilde ikke forklare sig nærmere og gik langsomt fra mig. Jeg blev staaende og se efter ham og undre mig over hans mærkelige Optræden. Pludselig huket han sig ned og holdt Fotografikassetten foran sig. Hvad vilde han nu fotografere, bare blanke Sjøen? Solen slog Gnister omkring ham i de hvide Stene. Han havde kanske alligevel et Motiv, Tufser og Sjøgræs stak op hist og her og nogle smaa Skjær blev liggende bare
