Spørgsmaalet forvirret mig. Jeg fortsatte
ikke Samtalen. Endelig hørtes Skridt i det
tilstødende Værelse, vi havde da ventet i over ti
Minuter, og en Mand traadte tungt ind til os.
Det var Gjærnæs selv, en sværbygget Mand i Firtiaarene. Han nikket venlig til mig og trykket min Haand, og da Asbjørn Krag forestilledes for ham, ønsket han os alle velkommen.
Ligefrem spurgte han Detektiven:
— De kommer formodentlig i Anledning Mordsagen.
Asbjørn Krag bekræftet det. Gjærnæs nikket tankefuldt og mumlet halvt for sig selv:
— Ja, ja, det er besynderligt, hvad man kan opleve.
Hele hans Fremtoning var i dette Øieblik saa paafaldende, at jeg blev slagen med Forbauselse. Det fór gjennem min Hjerne: Hvad maa ikke Asbjørn Krag tænke. Han kommer her for at opklare et gaadefuldt Mord. Hos de Mennesker han hidtil har truffet, har han bare seet Afsky og Skræk over selve Gjerningen; men nu kommer han til denne Gaard, hvor han venter at faa nogle Oplyninger om hvad den Ulykkelige foretog sig i de sidste Timer før sin Død. Han træffer Gaardens Forvalter og maa forbauses over, hvor ulykkelig og nedtrykt denne Mand ser ud, og Gaardens Eier selv optræder saadan, at man absolut maa tro, han nylig er rammet af en stor og uoprettelig Ulykke. Jeg har aldrig seet et Men-
