Krag saa igjen granskende paa ham og
tilføiet:
— Og De er Forvalter her, ikke sandt?
— Jo.
Forvalteren vendte sig om, idet han mumlet noget om, at han skulde varsle sit Herskab. Han var rimelig nok blit forlegen og da han kom til Døren vendte han sig en Gang om men mødte atter Asbjørn Krags Blik og forsvandt hurtig.
Et besynderligt Smil gled over Detektivens Mund. Han havde tat Plads henne ved Vinduet og sad med Ryggen mod Lyset. Hans Øine var halvt nedslagne og det forekom mig, at han med uhyre Interesse betragtet Straahatten, som laa paa hans Knær. Iøvrig sad han ganske stille. Lensmanden stod henne ved Vinduet og holdt Øie med Hesten. Et eller andet Sted i Bygningen talte en ilter Kvindestemme og ude fra Veien bares Lyden af en Cycleklokke ind til os; ingen kom.
— Lagde De Mærke til Forvalteren? spurgte jeg.
— Ja, svarede Detektiven spørgende, omtrent som han vilde si: Naada?
— Lagde De Mærke til hans Ansigt; det forekom mig, at han var ganske ulykkelig.
— Saa—aa —
— De burde tale med ham.
— Saa—aa —, hvorfor det?
— Kanske han ved noget.
— Hvad skulde han vide?
