til for at faa Vognen op paa Veien igjen. Saa kjørte vi videre mod Gjærnæs. Klokken var to.
Det lod til, at Detektiven ogsaa havde Sans for Landskabets Skjønhed. Han gjorde nogle Haandbevægelser hen mod Skogen og Tjernene, ligesom han indrammet et Billede og sa:
— Hvilket Motiv for en Maler.
Det var underligt, at han kunde tænke paa saadanne Ting nu hans Tanker burde være optat af den uhyggelige og eiendommelige Gaade, som han havde paatat sig at løse.
Vi nærmet os Gjærnæs. Ude paa Markerne var Arbeidet i fuld Gang, Folkene rettet sig op og skygget for Øinene, da vi kjørte forbi. Asbjørn Krag beundret ogsaa den smukke Løvalle, som stødte op til Gaarden; hvor den duftende Tunnel endte, kunde vi se Gaardens hvide Facade; idet vi kjørte forbi Haven, slog en stærk Farvemængde os lige i Synet: violette Syrenklaser, som duvet mellem de kridhvide Gjærdestaver. I Hovedbygningen stod alle Dørene og Vinduerne aabne, Vinden fór frit gjennem Huset og bar Gardinerne med sig indover. Der duftet stærkt af Eng og Korn og groende Kløver, — en lys herlig Sommerdag for vidaaben Himmel.
Lensmanden stanset Hesten med et Rykk, saa den varme Singel knistret under Hoverne. Vi blev siddende i Vognen og stirre mod Indgangsdøren, om nogen skulde komme, og endelig fyldtes da Dørgabet af en barhodet Mand i en hvid
