— Nei, sa Detektiven hvast, lad ham
bare være som han er.
Det forekom mig, som om Detektiven aldrig skulde bli færdig med Fotograferingen af den Døde. Luften blev stadig mere trykkende i Værelset, jeg følte mig ilde tilmode, men jeg vilde nødig la Detektiven mærke min Svaghed. Endelig blev han færdig, da han klappet Apparatet sammen var jeg nærved at besvime.
Asbjørn Krag aabnet Døren, saa Gjennemtrækken fór gjennem Værelset. Det virket velgjørende. Jeg kunde se, at Lensmanden var blit en smule bleg. Han havde aldrig før havt med en saadan Sag at gjøre. Men Asbjørn Krag derimod var lige rolig, lige uforanderlig. Han slap nye Plader ind i Apparatet og plystret medens han holdt paa med det. Det lod til, at den Døde som laa der paa Bordet, for ham bare var et interessant fotografisk Motiv.
— Skal vi saa kjøre videre? spurgte jeg.
— Endnu ikke, svarede han, jeg vil først se paa Hatten.
Han tog den Dødes Hat, satte den paa sine Fingertupper og betragtet den grundende, som om han skulde staa i en Herreekviperingsforretning og vælge sig ud et Hovedplag.
— Husker De, spurgte han mig, hvorledes han bar Hatten, da De sidst saa ham.
— Som man bestandig pleier at bære en grøn Jagthat, ikke anderledes, svarede jeg.
