— Lys nok?
— Ja, der var ikke Lys nok til Fotografering, forstaar De ikke det?
— Men saa bryder De Overenskomsten, indvendte jeg, De garanterede mig jo mod nye Rystelser.
Lensmanden var allerede ifærd med at trække Slaaen fra Døren. Asbjørn Krag og jeg stod alene henne ved Vognen. Nu fik igjen Detektiven det modbydelige Udtryk i sit Ansigt, det sammenknebent mistroiske.
— Er De ræd for at se ham? spurgte han, saa kan De jo bli herudenfor. Jeg tvinger Dem ikke til at gaa med ind.
Uden at svare gik jeg raskt henimod Hytten. Asbjørn Krag fulgte efter, fremdeles ordnende med sit Fotografiapparat.
Den lille Sandgraverhytte var ikke ulig de smaa Boliger, som opføres ved Jernbaneanlæg i Ødemarker. Hytten var i sin Tid blit benyttet til Opbevaringssted for Spader, Hakker og andre Redskaber, som brugtes ved Sandgravningen. Langs Væggene stod endnu endel af disse Redskaber, bedækket med Skorper af størknet Jord og Lere.
Der var kun et Rum.
Detektiven slog Vinduerne op, saa den friske Luft ude fra Vidden kunde fylde Værelset. Midt paa Gulvet stod et bredt uhøvlet Bord. Ovenpaa dette var den Døde lagt.
