duerne op, stod Varmen udenfor igjen, stille og dampende. Himlen laa lavt ned mod Jorden, det var ligesom den trykket Luften sammen, saa den blev tyk af Hede. Ikke et Blad dirret, Vinden fra igaaraftes var forlængst blæst forbi.
Jeg blev staaende en Stund og lytte efter Stemmerne derinde fra Værelset ved Siden af. Det er Satans lydt, tænkte jeg. Jeg puttet en Cigaret i Munden og gik. Mit første Spørgsmaal, da jeg kom ned i Salonen, gjaldt Værtinden. Jeg bad om at faa et andet Værelse, det var for lydt deroppe, jeg blev forstyrret af Stemmer omkring mig. Værtinden lovet at ordne Sagen og saa gik jeg ud til Detektiven. Jeg saa ham straks i Skyggen under nogle store Trær.
— Staa stille, raabte han til mig, nu faar jeg en udmærket Profil af Dem.
Det knakk i hans Fotografikasse. Han kom smilende mod mig og bad om Undskyldning.
— Amatørfotografien, sa han, er min sidste Lidenskab og da jeg bestandig overdriver mine Lidenskaber er jeg som Amatørfotograf en Fare for mine Omgivelser. De stod saa udmærket mod den brune Fjeldvæg, jeg haaber De undskylder. Har De spist Frokost?
Hans Spørgsmaal kom ganske hovedkuls.
— Nei, svarede jeg, siden det er Dem saa meget om at gjøre at tale med mig vilde jeg ikke opholde Dem længere.
— Tænkte det, tænkte det, mumlet han,
