— Meget let, svarede den elskværdige Stemme,
gennem Døren.
— Saa maa De ha gaaet stille. Jeg sover overordentlig vart.
— Ja, svarede Manden, jeg vidste at De sov og derfor listet jeg meget forsigtig ind. Jeg gjorde ingen Støi.
Jeg reiste mig igjen halvt op i Sengen, stirret forbløffet paa Manden og spurgte:
— Hvorfor vilde De ikke gjøre nogen Støi?
— For ikke at forstyrre Dem.
Den fremmede Herre smilte, et paa samme Tid velvilligt og sarkastisk Smil. Der jeg laa i Sengen kunde jeg betragte ham meget nøie. Jeg gjettet paa, at hans Alder var femogtredive eller firti. Han var middels høi, bredskuldret. Hans Hoved synes noget lidet til den brede og stærke Hals, han var lidt skaldet, havde et graasprængt Overskjæg og bar Lorgnetter i sort Indfatning; hans Øine var besynderlige og stadig skiftende. Naar han kneb dem sammen, laa de som to sorte Streger bag Lorgnetglassene og derved fik hele hans Ansigt et Præg af Sarkasme og Mistroiskhed, men naar han saa skarpt paa mig, blev de unaturlig store og meget stikkende. Han virket ikke helt sympatisk.
— Hvem er De? spurgte jeg.
— Det har De sikkert allerede gjettet, svarede han, mit Navn er Asbjørn Krag.
— Politimanden?
