det vi Folk her paa Egnen. Saan mellem os. Vi havde vore Mistanker.
— Selvmord?
Manden undviger Spørgsmaalet.
— Enhver faar svare for sine egne Handlinger, siger han.
— Men den Nat hørte De altsaa Jernvognen?
— Ja, jeg hørte den ligesaa tydeligt, som jeg hørte den inat. Det er en gammel Gaard, Gjærnæs, skal jeg si Dem og den har sine besynderlige Hemmeligheder.
Manden fortalte nu en lang Historie om nogle uhyggelige Varsler, som pleiede at vise sig paa den gamle Gaard. Et Sagn sa, at Gaardens Eier for hundrede Aar siden eller vel det havde kjørt sig tildøde i en Jernvogn. Han var en menneskesky Særling, som havde færdes meget ude i Verden og han havde intet godt Lov paa sig. Han ødet Fædrenearven ved at realisere en mængde halvgale Paafund. Særlig var Hester og underlige Kjøretøier hans Liebhaberi. Tilslut lod han forarbeide en Vogn helt af Jern. Den havde to Hjul og en bred Skjærm foran og var ikke ulig de gamle jødiske Stridsvogne, som man kunde se afbildet i Billedbibelen. Med denne Vogn kjørte han sig en Aften ihjel paa Sletten. Naar noget uhyggeligt skulde hænde paa Gjærnæs eller naar nogen skulde dø havde man senerehen bestandig hørt Raslingen af Jernvognen over Sletten. Men ingen havde seet den og den efterlod aldrig noget
