om et Kjærlighedsdrama; de fik halvt om halvt Medicineren over paa sin Side og da det ud paa Aftenen rygtedes, at nu kjørte Frøken Hilde forbi nede paa Veien, blev Verandaen stormet af en Skare Damer og Herrer, som tumlet om hinanden af lutter Ivrighed efter at faa se Heltinden.
Frøken Hilde kjørte i en Firehjuler. Hun var alene i Vognen og kjørte hurtigt, holdt stramt i Tøilerne og saa uafbrudt ret frem for sig. Paa Hovedet havde hun en hvid Flonelslue, som blev holdt fast i hendes tykke brune Haar af en lang Naal, jeg kunde tydelig se denne Naal, dens Knop var forgyldt og blinket. Og jeg kunde tydeligt se hendes Profil, hun var blegere end sedvanlig og der var kommet noget stramt over hendes Ansigtstræk, ligesom hun skulde være paa Graaden. Hun havde stort Hastværk, hun svinget tilhøire og Vognen forsvandt i en Støvsky.
— Til Lensmanden sa én, hun skal til Lensmanden, han bor derhenne.
Knapt fem Minutter efter kjørte hun forbi igjen den modsatte Vei. Men nu var Lensmanden med paa Vognen. Hun havde Svepen fremme, Sveden drev af Hesten.
Damerne mente, at hun vilde se den Døde. Ingen kunde nemlig komme ind i Sandgraverhytten, uden at Lensmanden selv var tilstede. Og derfor havde hun hentet ham. Hun kom hurtig tilbage, hun maatte ha revet Lensmanden ud af Kontoret som om det gjaldt Liv eller Død.
