Den Dødes Ansigt var ikke det mindste
fortrukket. Det var bare endel tilsmudset af Jord
og Sand.
Medicineren greb mig i Armen.
— Nei, se paa ham, sa han.
— Hvad er det?
— Se paa hans Ansigt. Det smiler.
— Det forekommer mig aldeles utryksløst, svarede jeg.
Medicineren saa længe paa den Døde.
— Han har smilet, mumlet han, et Haansmil har trukket over hans Ansigt, lige før det dræbende Slag traf ham.
Medicineren foreslog at dække den Dødes Ansigt med Jagthatten. Det blev gjort. Fire af de Tilstedeværende bar saa den Døde hen mod Sandgraverhytten, hvis morkne graa Væg vi kunde skimte mod en brun Lynghei. Lensmanden gik ved siden af. Jeg holdt mig noget tilbage, jeg har bestandig havt en uovervindelig Afsky for Lig og Begravelser.
Men hvor var Medicineren.
Jeg vendte mig om. Sandelig laa han ikke paa alle fire ved Mordstedet og snusede som en Hund rundt i Jorden.
Jeg maatte smile. Det var en ung Fyr, han kunde knapt være nitten-tyve Aar. Formodentlig var han blit proppet med Røverhistorier, han vilde spille Detektiv. Han undersøgte Sporene — som om det var paa den Maade at Forbrydelser blev eftersporet i vore Dage!
