— Ingen maa røre ham.
En af Damerne hulket. Der laa en besynderlig Stemning i Billedet, noget som mindet om en stille Begravelse en fin Vaardag fra en fattig Landskirke. Luften var saa vidunderlig lys og gjennemsigtig, det kridhvite Lommetørklæde over den dræbtes Hoved bevæget sig saavidt, skalv i Kanterne. Udover Sletten blinket det gyldent i Kreaturerne og Dyrene saa paa os med de store, dumme Øine.
Jeg er sikker paa, at i dette Øieblik tænkte ingen af de tilstedeværende paa, hvorledes Mordet kunde være foregaaet, og heller ikke faldt det nogen ind at studere paa, hvem Morderen vel kunne være. Alle var for stærkt optat af det foreliggende, af hvad der allerede var skeet, der var ikke Rum for andre Tanker, Indtrykkene havde endnu ikke fæstnet sig og Billedet af Hændelsen, af selve det foreliggende Faktum ikke fuldkommengjort. Først naar det utrolige var blit fastslaaet som en Kjendsgjerning i Bevidstheden vilde Spørgsmaalet komme: Hvorledes er dog dette foregaaet?
Den lille medicinske Kandidat havde tydeligvis Instinktet som Opdager. Han spratt op, da han hørte den lille Gut si:
— Her ligger Hatten.
Og da Gutten bøiede sig for at ta Hatten op, styrtet Medicineren straks til og greb ham i Armen.
— Lad Hatten ligge! brølte han.
