jeg havde seet, sprang vi begge tilbage til Stedet. Og saa sa han med engang —
— Ja, saa sa jeg, afbrød Manden selv, som løb ved Siden af Gutten, saa sa jeg straks, at han var slaaet ihjæl.
— Hvoraf kunde De se det!
— Hovedet, mumlet Manden, Hovedet var stygt. Men nu er vi der straks.
Og straks efter var vi der.
Nede i en liden Sænkning og saa nær Skogranden, at Skyggerne naaede ham, laa Manden. Studenten, som snart skulde bli medicinsk Kandidat, var først henne ved ham og jeg hørte ham raabe:
— Det er Forstmester Blinde.
Og nu kjendte vi ham allesammen, Damerne ogsaa som lidt efter hæseblæsende kom tilstede. Den døde var Forstmesteren, som jeg Aftenen i Forveien havde seet forlade Frøken Hildes Værelse. Han var endnu klædt i den samme grønne Jagtfrakke og Geværet havde han med sig.
Vi kunde alle straks se, at han maatte være dræbt, for han havde et gabende Saar i Baghovedet. Den stakkels Fyr var stupt hovedkuls fremover af Slaget og han maatte være død straks, for hans Ansigt laa nedtrykt i den myge Muld. Han havde faldt over Geværpiben, kun Skjæftet stak frem.
Studenten bad om et Lommetørklæde. Han fik laane et af Damernes og han lagde det varsomt over Saaret. Saa reiste Studenten sig og sa:
