lytter og ser. Og nu hører jeg den igjen, denne fjerne Raslen af Jern, men Lyden er endnu længere borte end før, i lange Stunder hører jeg den ikke, saa kommer der en enkelt spæd Klang, saa igjen Stilhed og saa hører jeg Raslingen et Minut eller længere.
Jernvognen. Jeg lukker Vinduerne; det lysner udenfor; etsteds maa Dagen ha sluppet over Fjeldene. Jeg kan se, at Væden begynder at slime Trærne til. Et sidste Blik udover Vidden, endnu brænder Lyset. Jeg ruller Gardinet ned.
— — —
Den virkelige, den stillestaaende, sløvende Sommervarme var kommet. Morgenen efter var det, at vi fem Sommermennesker laa ude i Græsset og badet os i Sol og Hede.
Det var da de tre kom løbende, Gutten, Fiskeren og Damen i den hvide Kjole.
De havde alle noget besynderlig at fortælle os. Men Gutten var rappest i Munden. Han fik sagt det først. Han sa:
— Vi har fundet en dræbt Mand oppe i Veien.
