— Men jeg kan fortælle Dem, at jeg havde
en Hensigt med det.
— Hvilket jeg godt kan forstaa. De pleier jo ellers at ha den omhyggelig lukket.
Detektiven lo igjen.
— Jeg beundrer Dem, sa han, jeg hører, at De forsøger at tale omhyggelig. De har alligevel en imponerende Aandsnærværelse. Kan De saa fortælle mig, hvad min Hensigt var?
— Nei.
— Saa skal jeg fortælle Dem det. Jeg vilde, at De skulde se mit Værelse.
— Jeg?
— Aha, nu er Deres Stemme igjen fjern og rusten. Har De da ikke seet mit Skrivebord?
— Jo.
— Hvad har De fundet dér?
— Det kan være nok at si, at jeg fandt det.
— Hoho. De vil ikke ud med Sproget. De fandt Sminketuberne, ikke sandt?
— Jo.
— Og det falske Haar og Skjæg.
— Ja. Jeg er fuldt paa det rene med, at det er Dem, Hr. Detektiv, som har gaaet omkring og fremstillet Gjenfærdet af den dræbte Forstmester.
— Saa har De vel ogsaa udfundet Grunden?
— De er bestandig gaadefuld. Jeg forstaar Dem ikke rigtig.
Detektiven la Haanden paa min Skulder.
