og haanlig. Den syntes at komme fra selve Mørket.
Saa tog han venlig min Arm og spadserte langsomt opover Veien. Vi nærmet os nu stærkt det Sted, hvor en brat Styrtning gik lodret ned i Sjøen i flere hundrede Fods Dybde.
— Stakkels Fyr, mumlet han medlidende, De er ganske overnervøs og forskrækket. De trænger Hvile og Afveksling og begge Dele skal De faa, naar nu denne Sag er bragt til en lykkelig Afslutning —.
— Bør De ikke skynde Dem lidt? spurgte jeg.
Vi var nu paa Toppen. Her hvor det skulde ske. Vi stanset begge to og stirret ned i det sorte, bundløse Svælg, som slog en kold Gufs op mod os.
— Jo, nu skal De høre, hvad jeg har at fortælle, svarede han, men jeg maa først stille Dem nogle Spørgsmaal. Kan De svare?
— Hvorfor skulde jeg ikke kunne svare?
— Jeg syntes Deres Stemme er rusten og usikker som en drukken Mands… Men det er vel igjen Bevægelsen, det er kanske igjen Uhyggen, som er ifærd med at overmande Dem. De har altsaa været inde i mit Værelse iaften.
— Ja.
— Var De ikke forbauset over at finde Døren aaben?
— Jo.
