Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/210

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 202 —


Men Minutterne svandt hurtig forbi mig. Nu var det paa Tide at gaa.

Jeg gik gjennem Spisesalen, hvor endnu et par af Gjæsterne sad. Jeg plystret en munter Melodi og raslet med mine Fiskegreier, saa alle kunde se det.

— Altsaa vil ingen være med? spurgte jeg for sidste Gang.

— Nei, nei, blev der svaret.

Jeg kom ud paa Veien og maatte forundre mig over, hvor rolig jeg var.

Jeg husket paa, hvad Landhandlerens Bror havde sagt om min Styrke. Jeg strakte Armene ud, og jeg kjendte, hvordan Musklerne spændte under mine Klær. Jeg vidste, hvad jeg gik til.

Jeg gik langsomt nedover Veien i Haab om at møde en af Gjæsterne eller en af de Fastboende. Jeg vilde bli seet endnu en Gang. Det lykkedes mig ogsaa. Jeg mødte Fiskeren med Straahatten.

Jeg havde ikke seet denne Mand siden hin uhyggelige Nat, da Forstmesteren blev slaaet ihjel. Nu da han gjenkjendte mig i Mørket sagtnet han sin Gang og hilste nølende. Han vilde gjerne veksle nogle Ord med mig, lod det til. Jeg stanset op og rakte ham min Haand.

— Saa sent ude, begyndte jeg.

— Aa, Klokken er ikke mere end 10, svarede han, jeg har været hos Landhandleren. De skal ud paa Fisketur, hører jeg.