paa Hovedet. Jeg ved ved mig selv, at hvis jeg nu skridter mere ud, saa vil jeg faa Manden i Ryggen, jeg stanser med ett. Og da jeg blir staaende stille, kommer Manden langsomt hen til mig. Nu kjender jeg ham, jeg begynder at finde mig selv latterlig, jeg angrer paa den store Bue og lægger Stokken ligegyldig under Armen. Men samtidig kan jeg heller ikke miste en Følelse af Glæde over, at Manden ikke er nogen anden, en ukjendt. Han hører jo til Stedet, jeg kan ikke i Øieblikket huske hans Navn, han er en fredelig Fisker og jeg har hilst paa ham ofte tidligere. Jeg siger:
— Naa er De ude saa sent?
Men istedetfor at svare paa denne Dybsindighed, spør Manden lyttende mod Himlen:
— Kan De høre det?
— Hvilket?
— Hys, siger Manden og lytter.
Og nu kommer Lyden igjen, den uendelig fjerne Lyd af løse Kjættinger, som rasler.
— Hvad er det? spør jeg.
— Det er Jernvognen, svarer Manden alvorlig, det er længe siden, jeg har hørt den nu.
Jernvognen. Det farer gjennem min Erindring, at jeg engang har hørt om den. En besynderlig Fortælling, som jeg ikke fæstet mig ved. Jeg husker ikke længer, hvad det var, men Natten og Mørket indgir mig en Følelse af, at det var noget uhyggelig.
