Af Kunder var der bare to, en gammel Kone stod og pakket nogle fyldte Poser ned i en Kurv, og en liden Gut stod og frøs med bare Ben, han havde et Blikspand i den ene Haand og en blaa, krøllet Kontrabog i den anden.
Jeg gik ind i Butikken med saa megen Larm, at alle maatte lægge Mærke til mit Komme. Jeg hilste paa Landhandlerens Bror, som jeg kjendte fra før. Jeg fik hurtig fortalt ham, at jeg agtet mig ud paa en længere Fisketur til Hvassodden, en Mils Vei borte. Jeg vilde ro herfra allerede om en halv Time, sove en Times Tid hos Fiskeren ude paa Odden og saa lægge ud ved firetiden.
— Ja, det er en bra Fisketur, sa Manden, skal De ro alene?
— Nei, jeg har tænkt at faa en eller anden med mig oppe fra Hotellet.
— Aasaanaa, ja, det er jo et stridt Stykke Roning.
— Aa, jeg klarer det nok, svarede jeg smilende og spændte Armene ud.
Manden nikket.
— De er vist stærk, sa han.
— Ja, gudskelov, svarede jeg og da var der mere Inderlighed i min Stemme, end jeg skjøttet om.
Saa henvendte jeg mig til Landhandleren.
Jeg kjøbte forskjellige Fiskegreier, Kroker og etpar Snører. De var for daarlige de, jeg havde, sa jeg. Landhandleren gav mig gode Raad for
