— De har vel Deres Grunde.
— Ja, selvfølgelig. Jeg har én bestemt Grund, Klokken 10 begynder det at mørkne.
— Er Mørket nødvendig?
— Absolut nødvendig.
— Javel, jeg skal komme Klokken 10.
Jeg gik nogle Skridt fra ham. Saa raabte han mit Navn.
— Aa, hør, sa han, det kan hænde, De ikke træffer mig paa Hotellet.
— Skal jeg saa vente paa Dem.
— Nei, da skal De gaa hen til et Sted, hvor jeg venter paa Dem, hvis jeg ikke er paa Hotellet.
— Hvorhen?
Asbjørn Krag pegte ned mod Sjøen.
— Ser De den store Træklyngen dernede?
— Ja.
— Dernede kan De finde mig. Men gaa først til Hotellet.
— Dernede, hvor Fjeldveien begynder, mumlet jeg.
— Ja, svarede han.
Saa nikket han Farvel og gik hurtig fra mig. Jeg stod stille en Stund og saa efter ham. Han vasset gjennem den violette Kløvereng, som skilte Hotellet fra Veien. Han gik frem paa Verandaen og slog Glasdøren op med stærk Larm. Jeg hørte, at han sendte en høi og glad Hilsen ind i Værelset. —
… Den varme Dag svinget langsomt
