Krag, udspørge ham om Morderen, men han svarede undvigende.
Jeg studerte hans Ansigt meget nøie, det forekom mig, at der var kommet noget træt og anstrængt over ham. Han var ganske sikkert blit blegere, i Tindingerne og langs Haarranden var han hvid i Huden. Han maatte ha arbeidet stærkt med Hjernen i det sidste, kanske vaaget meget om Nætterne.
Men hvorledes saa jeg selv ud? Jeg havde ikke havt en sund Søvn paa mange Døgn, jeg følte, hvordan det glødet omkring mine Øine, mine Læber skalv. Nerverne var nu fuldstændig udslidt. Aa, hvor jeg længtet mod en lang Hvile. Men nu skulde det jo snart være slut. Baaden gik imorgen og hvad enten Detektiven tog feil eller ikke, saa vilde jeg nu forlade dette forfærdelige Sted.
Underveis kom Detektiven igjen tilbage til den besynderlige Omstændighed, at det hele fra først af havde seet saa gaadefuldt ud, fordi tre forskjellige Sager var blit filtret ind i hinanden.
— Hvis jeg ikke havde fundet paa at adskille de forskjellige Fænomener, sa han, havde jeg formodentlig gaaet her endnu og rodet i Mørke.
Dette gav mig Anledning til at komme ind paa Mordsagen igjen. Jeg spurgte:
— Allerede for lang Tid siden sa De til mig, at De kunde gaa hen og pege paa Forbryderen. Naar De var saa sikker i Deres Sag, hvorfor
